Nyhed

Journey Fest klar med de første af årets navne

GAFFA.dk – alt om musik

Den københavnske festival er tilbage med den første del af musikprogrammet til årets event, der bliver afviklet til september

Journey Fest er tilbage igen i år og byder i denne omgange på to dage med masser af musik, d. 3. og 4. september. Til årets arrangement kan man indtil videre opleve Blaue Blume, Erika de Casier (billedet), eee gee, Iceage, SULKA og Prisma, og flere navne vil blive offentliggjort.

Festivalen har eksisteret siden 2018 og nåede netop at blive afviklet i februar sidste år, inden lockdown trådte i kraft. Sidste gang blev festlighederne afholdt i Store Vega, men denne gang rykker musikken ud på et nyt venue, nemlig Copenhagen Distillery ved Kløvermarken, både inde i destilleriet og på den tilhørende udendørs plads, hvor der også vil være mad fra Folkets Madhus. 


Sulka udgav sit debutalbum Epoker sidste år og har siden da været aktuel med singlerne “Kalder Den” og “Sundholm”. Hendes seneste optræden til Roskilde Festivals Summer Days-koncertrække i søndags fik fem stjerner og rosende ord af GAFFAs anmelder. Erika de Casier debuterede i 2019 med Essentials, og har siden da gjort sig bemærket internationalt. I sidste måned udkom opfølgeren Sensational, og sangeren optræder i år til en del festivaler og events.

Albumaktuelle Iceage udgav deres femte studiealbum Seek Shelter i sidste måned, 10 år efter udgivelsen af deres debutplade New Brigade. Deres seneste optræde på Posten i Odense fik fem stjerner af GAFFAs anmelder. Bag eee gee står den danske sangerinde og sangskriver Emma Grankvist. Sidste år skrev hun pladekontrakt med det australske indie-label Future Classic, og i år udgav hun debutsinglen “Favourite Lover”, efterfulgt af singlen “All Or Nothing”.

Blaue Blume debuterede i 2014 med ep’en Beau & Lorette. Deres debutalbum Syzygy fra 2015 fik fulde seks stjerner af GAFFAs anmelder. Den seneste udgivelse fra kvartetten var Bell of Wool fra 2019. Under lockdown har gruppen spillet ikke mindre end ni udsolgte koncerter på Hotel Cecil.


Søstrene Frida og Sigrid Møl Kristensen står bag Prisma, der sidste år udgav debut-ep’en Her. Tidligere i år udgav de singlen “I Never Wanted To Meet You”, der var forløberen til deres anden ep-udgivelse, nemlig Inside Out, som udkom i sidste måned. Og den fik også seks GAFFA-stjerner.

Billetsalget starter i dag kl. 10, og billetter kan købes lige her.


Læs også: OPDATERET OVERBLIK: Disse festivaler og musikevents kan du opleve denne sommer


Se programmet her:

Fredag den 3. September 2021
Blaue Blume
Erika de Casier
eee gee

Lørdag den 4. september 2021
Iceage
SULKA
Prisma 


Varm op med Erika de Casiers "Polite":

ANNONCE