Nyhed

Her er de 10 mest spillede danske musikere i radioen i 2020 – nu med kvinde!

GAFFA.dk – alt om musik

Der har været fart på for den dansk-walisiske sanger Drew Sycamore, der i den seneste tid for alvor har fået positioneret sig på den danske musikscene

Open på sin massive succes kan Drew Sycamore nu også fejre en anden ganske imponerende præstation ‒ hun er nemlig den eneste kvindelige musiker på Gramex’ top 10 over mest spillede danske musikere i radioen i 2020 og den første kvindelige musiker på listen i de 10 år, listen er blevet opgjort, skriver organisationen.

Nonprofitorganisationen Gramex ‒ der indhenter betaling på vegne af udøvende kunstnere og pladeselskaber, når deres musik spilles offentligt ‒ har samlet en liste over de 10 af deres medlemmer, der er blevet spillet flest minutter i radioen i alt i løbet af 2020. Heraf fremgår Sycamore altså som den eneste kvindelige musiker. 


Drew Sycamore ligger på en fjerdeplads på listen over de mest spillede musikere i radioen i 2020. Listen toppes i år af tvillingerne og multinstrumentalisterne Fridolin og Frederik Nordsø, der blandt andet medvirker på Christophers store hits "Ghost" og "Leap of Faith" og faktisk også Drew Sycamores "Take it Back". De er også medlemmer af grupperne The William Blakes og The Mountains, der begge udgav albums i 2020.

På listen finder vi også blandt andre percussionisten Jacob Andersen, der desværre afgik ved døden i marts 2021, kun 60 år gammel.

LÆS OGSÅ: Slagtøjslegenden Jacob Andersen er død, 60 år gammel


Årets top 10 ser ud som følger:

1Fridolin Nordsø (Christopher, Drew Sycamore med flere)
2Frederik Nordsø (Christopher, Drew Sycamore med flere)
3Morten Ristorp (keyboards for Lukas Graham, Future Animals med flere)
4Drew Sycamore (solist)
5Lukas Forchhammer (Lukas Graham)
6Christopher (solist)
7Lasse Baunkilde (bassist med mere for Christopher, Nicklas Sahl med flere)
8Jacob Andersen (percussionist for talrige kunstnere gennem årtier)
9Rune Harder Olesen (percussionist for talrige kunstnere gennem årtier)
10Mads Langer (solist)

Efter at have været en del af duoen DREWXHILL debuterede Drew Sycamore som soloartist med Brutal i 2018. Opfølgeren Sycamore, der udkom tidligere i år, har haft stor medvind og modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder. Særligt de første tre singler fra udgivelsen, ‘’I Wanna Be Dancing’’, ‘’Take It Back’’ og ‘’45 Fahrenheit Girl’’ har hittet og bidraget til sangerens succes.

LÆS OGSÅ: FORSIDEN: Drew Sycamore har knækket koden og sparket porten til musikbranchen ind 


 

Hør “Take It Back” her:




ANNONCE