Nyhed

Hanne Boel fortolker Carl Emil Petersen – og annoncerer album og turné

GAFFA.dk – alt om musik

Carl Emil Petersens "Frit land" er forløber for coveralbummet Kopi

Hanne Boel vakte for nylig opsigt med sin første dansksprogede single nogensinde (hvis man lige ser bort fra hendes fortolkning af Gnags' "Havnen med skibe" fra TV2's Toppen af Poppen fra 2016). Det var en ganske personlig, funky, Grace Jones-inspireret version af The Minds of 99's "Hurtige hænder", som vakte stor debat i GAFFAs kommentarfelt på Facebook – nogle var begejstrede, andre det modsatte.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Hanne Boel fortolker The Minds of 99 – i funky Grace Jones-stil


Nu er Boel klar med en ny, dansksproget coversang, denne gang af Carl Emil Petersens fædrelandshymne "Frit land". Nummeret, der oprindelig blev indspillet på Ulige Numres andet og sidste album, Grand Prix fra 2015, er blevet noget af en nyklassiker, som blandt andet er optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkom i november sidste år.

”Så snart jeg hørte de første sange med bandet, var jeg klar over, at han kan noget særligt. Den her sang er også præget af umiskendeligt godt håndværk. Den er dobbelttydig og derfor spændende. Jeg er ikke engang selv sikker på, at jeg forstår, hvad den handler om. Mit fokus har været at vise, hvor dygtig Carl Emil er som sangskriver,” siger Hanne Boel.

Også denne gang er Boels fortolkning temmelig anderledes end originalen, og sangen er blandt andet blevet ændret fra 4/4 til valsetakt.


Der er mere på vej, for den 3. september udgiver Hanne Boel et helt coveralbum med hendes tag på sange af yngre dansksyngende sangskrivere, blandt andre Marie Key, Medina og omtalte The Minds of 99 og Ulige Numre. Albummet får titlen Kopi – ikke at forveksle med Lars H.U.G's coveralbum Kopy fra 1989 – og følges op af tre releasekoncerter:

  • Onsdag d. 15. september: Musikhuset Aarhus, Store Sal, Aarhus
  • Lørdag d. 18. september: Musikkens Hus, Koncertsalen, Aalborg
  • Tirsdag d. 21. september: DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Billetsalget til koncerterne er i gang.

Hør Hanne Boels fortolkning af "Frit land":


 

ANNONCE