Nyhed

Han bliver stor: Vinderen af BBC's Sound of 2021 er fundet

GAFFA.dk – alt om musik

Den britiske Pa Salieu er årets vinder

Den 22-årige britiske rapper Pa Salieu fra Coventry og med rødder i Gambia har vundet BBC's afstemning Sound of 2021, hvor radio- og tv-stationen havde indstillet 10 yngre kunstnere, som den spår et gennembrud i 2021.

Afstemningen, som bliver afholdt blandt cirka 160 personer fra den britiske og internationale musikbranche, er blevet holdt hvert år siden 2003, og BBC plejer at få ret i sine spådomme, for listen over de tidligere års vindere tæller navne som 50 Cent, Adele, Michael Kiwanuka, Haim, Sam Smith og Sigrid. Sidste års vinder var Celeste, hvis største hit, sidste års "Stop This Flame", i skrivende stund er streamet 28 millioner gange på Spotify.


"Han har et unikt perspektiv på Storbritannien," siger en af dommerne, BBC Radio 1-værten Annie Mac til BBC. "Hans sange er udsøgt producerede, med tilpas tilbageholdenhed til at lade Pas stemme skinne igennem og give ham rum til at fortælle historierne fra sit liv. Det er historier om venskab og familie, om vold, om udelukkelse og racisme, og de fungerer som et tidløst bevis på det britiske gadeliv ved indgangen til et nyt årti."

Selv siger Pa Salieu følgende til BBC om, hvad der er budskabet med hans musik:

"Opbygning. Harmoni. Der, hvor jeg kommer fra, mangler vi medfølelse. Det er nødvendigt, at det kommer fra mig. Jeg er ikke en kunstner, der laver punchlines. Alt, hvad jeg siger er præcis, hvad jeg føler og præcis, hvad jeg ser og præcis, hvor jeg kommer fra. Mit budskab er bare at bygge op, bygge op, bygge op. Bryde sammen eller klare det. Beskyt din energi. Beskyt alt."


Pa Salieu har udgivet en lang række singler og mixtapet Send Them to Coventry.

LÆS OGSÅ: GUIDE: De bliver store i 2021 – internationalt

Se musikvideoen til Pa Salieus "My Family":

 

 


 


ANNONCE