GAFFA.dk – alt om musik
Albummet er blandt andet inspireret af Green Day
I februar bekræftede Avril Lavigne, at hendes syvende album var færdigt. Pladen er sat til at udkomme i starten af 2022, og det er den canadiske sangers ønske, at albummet skal styrke og opløfte lytterne. Det skriver NME.
I et interview med Entertainment Weekly forklarer sangeren, at der er tale om en pop-punk-plade, der trækker på den slags musik, hun selv oprindeligt blev inspireret af – Blink-182, Green Day og NOFX.
”Mit budskab er: vid, hvem du er, og stol på, hvem du er. Mange af disse sange handler om have styrken til at gå din vej, hvis nogen ikke kan se det,” udtaler Lavigne og fortsætter:
”Jeg ville sikre, at jeg skrev musik, som folk kan relatere til. Det handler om at sætte pris på dig selv og vide, at du er tilstrækkelig. Det er virkelig et kærlighedsbrev til kvinder,” udtaler Lavigne.
Det nye album vil udkomme via Travis Barkers pladeselskab, DTA Records, som sangeren skrev kontrakt med i november. Nyheden blev delt med en række billeder, hvor Lavigne klasker kage i ansigtet på Blink-182-trommeslageren.
LÆS OGSÅ: Avril Lavigne skriver kontrakt med Travis Barkers pladeselskab og varsler ny single
Avril Lavigne udgav sit debutalbum, Let Go, med hitsinglerne ”Sk8er Boi” og "Complicated” i 2002. For nylig afslørede musikeren, at hun planlægger at lave en spillefilm baseret på førstnævnte. Sangerens seneste album med titlen Head Above Water udkom i 2019. GAFFAs anmelder var langtfra begejstret for udgivelsen, som blev modtaget med blot en enkelt sterne ud af seks mulige.
I år har Lavigne desuden arbejdet sammen med Barker og Willow (Will Smiths datter, red.) på nummeret ”Grow”. Willow har omtalt musikeren som en ”pop-punk-kongelig”.
Det var planen, at Lavigne skulle have turneret i Europa og Storbritannien i 2020 og 2021, men turnéen blev – lige som så mange andre begivenheder – aflyst på grund af corona. En ny turné er planlagt i 2022 – dog uden en dansk koncert.
LÆS OGSÅ: LEDER: Da Avril Lavignes comeback blev anmelderiets martyr
Lyt til den nye single "Bite Me" her: