Nyhed

PREMIERE: Det post-apokalyptiske metalband LLNN udgiver smuk og dystopisk video

GAFFA.dk – alt om musik

"Obsidian" varmer op til bandets tredje album

Den danske metalkvartet LLNN er klar med en smuk og dyster, sci-fi-inspireret video til deres nye single, "Obsidian". Se videoen nedenfor.

LLNN består af metal- og hardcore-veteraner med tidligere medlemmer fra The Psyke Project, Hexis og Piss Vortex og nuværende medlemmer af blandt andet Eyes. Bandet har også et publikum uden for landets grænser, og de har turneret flere gange i Europa og har blandt andet optrådt på festivaler som Arctangent (Somerset, England) og Roadburn (Tilburg, Holland) samt Roskilde.


Musikken er tung og aggresssiv, men samtidig melodisk med markant brug af filmiske synths og stort fokus på lyddesignet, og bandet kalder sig selv for et post-apokalyptisk metalband.

Artiklen fortsætter under billedet


Forsanger og guitarist Christian Bonnesen siger om sangen "Obsidian":

“‘Obsidian’ handler om noget ukendt, der konsumerer og opsluger alting på dets vej, for at dette skal blive en del af det ukendte væsen. Som en evigt voksende masse af kød. Det kunne fungere som en metafor for noget andet... du bestemmer.”

Den smukke og dystre video er skabt af Jon Gotlev, der også er kendt som sanger i bandet Hiraki. Om videoen udtaler han:

"Obsidian’ blev levendegjort gennem glidende scenarier af fjerne verdener, fortættede klaustrofobiske gange, giftige undersøgende lys, en uundgåelig følelse af frygt og forladte haller på kæmpe, ubemandede rumskibe flydende mod intetheden. Frembringelsen af den gigantiske monolit i et rum af friktion og glemsel og endelig mødet med The Unmaker.”

Unmaker er titlen på bandets tredje album, som udkommer 24. september og er produceret af Jacob Bredahl (As We Fight, Dødning, Koldborn og mange flere). Om dette album udtaler bandets pladeselskab, tyske Pelagic Records, også kendt for navne som Mono og Envy: "Unmaker' er en bedøvende, utilgivende sag. Med sine massive soniske dommedags-bredsider, klaustrofobiske sci-fi-klingende synths og en tematik om teknologiens magtstrukturer og deres indflydelse på mennesket kvalificerer danskerne sig med det nye album i den grad til titlen som et af universets tungeste bands – knusende og ubønhørlig som et evigt truende sort hul et sted i universet."


Albummet er allerede blevet hørt af den prisvindende film-lyddesigner og tidligere GAFFA-skribent Peter Albrechtsen (Dunkirk, Antichrist og Mænd, der hader kvinder med flere), og i en pressemeddelelse udtaler han: 

“LLNNs nye album er en af de mest overvældende intense plader, som jeg har hørt i et godt stykke tid, og den måde, den blander abstrakte ambiente lyde, knusende rytmer og ekstrem larm er både hypnotisk og kraftfuld. Fornemmelsen for den soniske detalje er imponerende, og for hver gennemlytning hører jeg nye elementer, ekkoer, teksturer, og jeg får nye visuelle associationer i hovedet.”

LLNN debuterede i 2016 med albummet Loss, som de i 2018 fulgte op med Deads.


Gruppen spiller i øvrigt releasekoncert i Pumpehuset 5. november.

Tilbage i 2016 anmeldte vi bandet i Huset i København, og vores anmelder var begejstret.

LÆS OGSÅ: Hardcore-festivalens første dag udløste alt fra én til fem stjerner


Se videoen til "Obsidian" og se nederst en kortfilm om bandets særlige fokus på lyddesign:


ANNONCE