GAFFA.dk – alt om musik
Love for Sale er på gaden 1. oktober
Lady Gaga og croonerlegenden Tony Bennett annoncerede i går, på sidstnævntes 95 års fødselsdag, deres andet duetalbum, Love for Sale, der udkommer 1. oktober. Nedenfor kan du høre førstesinglen, "I Get a Kick Out of You".
Albummet, der har været længe undervejs, består udelukkende af fortolkninger af sangskriverlegenden Cole Porter. Tilbage i 2014 udgav de to duetalbummet Cheek to Cheek, der bød på Gagas og Bennetts versioner af numre fra forskellige sangskrivere fra den amerikanske sangskat, blandt andre Irving Berlin, Duke Ellington og igen Cole Porter. Dette album blev en stor succes og toppede den amerikanske albumhitliste.
Tidligere på året fortalte Bennetts familie i et interview med organisationen AARP – USAs svar på Ældre Sagen – at han lider af Alzheimers, og ifølge Variety ventes det nye album at blive Bennetts sidste.
I aftes gav Gaga og Bennett den første af to koncerter i Radio City Music Hall i New York. Den anden koncert finder sted i morgen, 5. august, og disse to shows er blevet annonceret som Bennetts sidste offentlige optrædener nogensinde. De har da også titlen One Last Time: An Evening With Tony Bennett and Lady Gaga.
GAFFAs anmelder tog i øvrigt ganske godt imod Gaga og Bennetts første duetalbum fra 2014.
LÆS OGSÅ: Vellykket samarbejde fra croonerlegenden og popstarletten
Hør Tony Bennett og Lady Gaga fortolke "I Get a Kick Out of You":