Nyhed

Jamaikas pladeselskab: "En meget trist situation"

GAFFA.dk – alt om musik

"Vi kommer til at bruge den næste tid på at analysere situationen"

I går blev den succesfulde rapper og sanger Jamaika idømt forvaring på ubestemt tid ved retten i Esbjerg, hvor han var tiltalt for knivoverfald, vold og trusler. Dommen blev anket på stedet til landsretten, og Jamaika nægtede sig skyldig.

Vi har nu fået en kort kommentar fra Jamaikas pladeselskab Def Jam Recordings Denmark, en del af det multinationale selskab Universal. Vi vil gerne vide, hvad de siger til dommen, og hvad den får af betydning for selskabets samarbejde med kunstneren, eksempelvis om de fortsat vil have hans musik liggende på streamingtjenesterne, og om de vil udgive eventuelt allerede indspillet, uudgivet materiale med ham.


– Der er netop blevet afsagt kendelse i retssagen i går, og det er en meget trist situation for alle involverede. Vi har i sagens natur hverken haft mulighed for at sætte os ordentligt ind i kendelsen eller for at tale med den pågældende artist gennem lang tid. Vi kommer i det lys til at bruge den næste tid på at analysere situationen. Derfor har jeg heller ikke flere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt, udtaler direktør Sara Chloé Cantor i en mail. 

Ifølge JyskeVestkysten ventes ankesagen ved landsretten at gå i gang i slutningen af året.

LÆS OGSÅ: Jamaika idømt forvaring på ubestemt tid


ANNONCE