GAFFA.dk – alt om musik
"Mange af "worst case-scenarierne" for en superspreder-begivenhed fandt sted samtidig"
I august fik Smash Mouth masser af kritik for at spille til den 10 dages motorcykelfestival Sturgis Motorcycle Rally med i alt 460.000 deltagere i South Dakota uden krav om hverken mundbind eller afstand. Under koncerten udtalte gruppens sanger Steve Harwell: "Vi er alle samlet her i aften. Fuck det Covid-lort."
Nu viser et studie fra Center for Health Economics and Policy Studies på San Diego State University, citeret af NME, at festivalen er blevet kategoriseret som en såkaldt superspreder-event, og det vurderes, at festivalen har resulteret i 263.708 nye tilfælde af Covid-19 i USA, svarende til 19 procent af alle nye tilfælde af Covid-19 i USA i august.
Ved festivalen spillede også bands som Trapt, Buckcherry, Drowning Pool, Night Ranger, Reverend Horton Heat, Lit, 38 Special, Quiet Riot og Big Skillet.
I rapporten kan man blandt andet læse:
"Sturgis Motorcycle Rally repræsenterer en situation, hvor mange af "worst case-scenarierne" for en superspreder-begivenhed fandt sted samtidig. Begivenheden blev afviklet over mange dage, havde mange mennesker samlet tæt sammen, havde flere samlet end den lokale befolkning og gjorde kun i begrænset omfang brug af anbefalede beskyttelsesforstaltninger som masker."
Rapporten skriver dog også:
"De eneste store faktorer, der kunne forhindre spredning af virussen var det faktum, at begivenheden fandt sted udenfor, og at befolkningstætheden ikke er så stor i South Dakota."
Guvernøren i South Dakota, Kristi Noem, forsvarer dog festivalen og kritiserer rapporten og medierne. Hun kalder ifølge USA Today rapporten "et regulært angreb på dem, der benyttede sig af deres personlige frihed til at tage til Sturgis" og tilføjer:
"Forudsigeligt nok er der nogle i medierne, der uden at trække vejret beretter om denne ikke-fagfællebedømte model, som er bygget på helt fejlagtige antagelser, som ikke svarer til de reelle facts og data her i South Dakota".
LÆS OGSÅ: Roskilde Festival om fremtiden: "Vi vil ikke lade os styre af bekymringer"