GAFFA.dk – alt om musik
Oplev blandt andre Medina, Hjalmer og Tim Christensen
Odense gik glip af en lang række koncerter, da studiestartsfestivalen Generator tidligere på måneden blev aflyst med kun en dags varsel grundet den daværende stigning af coronasmitten i Odense.
Nu kan de koncerthungrende odenseanere forhåbentlig få stillet noget af deres musiksult med en ny koncertrække, dog med nogle andre navne (bortset fra gengangeren Malte Ebert), et andet sted og delvis nogle andre koncertarrangør, nemlig Henrik Sørensen i samarbejde med Posten og Odense Live Fonden.
Koncerterne bliver afholdt i Dok5000 for 500 siddende personer med afstand i henhold til de gældende corona-restriktioner.
– Normalt ville Medina, Burhan G, Tim C eller Hjalmer spille i et udsolgt Odeon eller på Posten. Nu får publikum i stedet mulighed for at opleve et mere intimt setup, og min klare fornemmelse er, at folk er sultne efter koncerter. Om det holder stik, finder vi ud af tirsdag (i dag, red.), når billetterne ryger i salg, siger Henrik Sørensen til Fyens.dk
Programmet er som følger:
Onsdag 7. oktober: Medina (billedet)
Torsdag 8. oktober: Mick Øgendahl
Fredag 9. oktober: Electric Guitars feat. Sanne Salomonsen (flyttes fra Posten)
Lørdag 10. oktober: Aura og Claus Hempler
Søndag 11. oktober: Rugsted & Kreuzfeldt
Mandag 12. oktober: Tim Christensen
Tirsdag 13. oktober: Barbara Moleko og Malte Ebert
Onsdag 14. oktober: Hjalmer
Torsdag 15. oktober: Rasmus Bjerg som John Mogensen
Fredag 16. oktober: Navnet offentliggøres senere på måneden
Lørdag 17. oktober: Burhan G
Køb billetter via Postens hjemmeside