GAFFA.dk – alt om musik
Jeppesen er på vej med sit andet album
Der var mange, der blev overraskede, da Kim Larsens mangeårige manager Jørn Jeppesen, der også var rytmeguitarist i Larsens band Kjukken fra 2014 til Larsens død i 2018, sidste år selv sprang ud som sanger og sangskriver.
Det gjorde Jeppesen, der som sanger kun bruger sit efternavn, med debutalbummet Odense Banegård, og nu er han snart på vej med opfølgeren, En helt almindelig dag. Albummet udkommer den 9. oktober, og det indeholder blandt andet en sang, "Alt er bedre nu", der er en åbenlys hyldest til Jeppesens afdøde arbejdsgiver. I en pressemeddelelse udtaler Jeppesen:
"Jeg savner originalerne som Kim Larsen og Dan Turèll. De levede for deres kunst og var bohemer uden at bekymre sig om tal og sponsorater. I dag må man ikke sige, at noget var bedre i gamle dage, man skal være medløber og positiv. Det kan jeg ikke holde ud. Derfor har jeg lavet sangen, der ligger så tæt på Larsen. Det kan godt være, at nogen vil sige, at det kan jeg ikke tillade mig. Men det en kærlig hilsen, og den var sjov at lave.”
Det kommende album er ifølge Jeppesen mere gennemarbejdet end debuten. Han udtaler:
”Mange af sangene på Odense Banegård blev skrevet, uden jeg egentligt vidste, de skulle udgives, hvilket betød et lettere tekstunivers. Nu ville jeg videre med et gennemarbejdet album, hvor jeg giver mere af mig selv. Jeg er en ganske almindelig mand, og derfor har mine historier en vis genkendelighed for mange mennesker, og de er alle sammen ærlige og baseret på ting, jeg har oplevet,” siger Jørn Jeppesen.
Magtens Korridorer-sangeren Johan Olsen medvirker på sangen "Tag med", som Jeppesen beskriver således: "Nogle gange kan man, i det etablerede og jævne voksenliv, godt kan savne det kammeratskab, der var muligt dengang, hvor friheden var total, og tiden var uendelig. Dejligt at synge den sang med min ven Johan Olsen."
Jeppesen følger albummet op med en turné til februar. Bandet består af Jesper Haugaard på bas, Jens Langhorn på trommer, Mikkel Grue på guitar og Lars Andreasen på keyboard. De to førstnævnte er også tidligere medlemmer af Kjukken.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Ude godt. Hjemme bedst.