Nyhed

Henrik Lindstrand fra Kashmir giver solokoncert ved ikonisk turistattraktion

GAFFA.dk – alt om musik

Klaveret vil være eneste virkemiddel

Pianisten Henrik Lindstrand, der også er kendt som keyboardspiller og guitarist i Kashmir, giver den 2. oktober solokoncert ved det ikoniske, 45 meter høje Skovtårnet i Rønnede på Sydsjælland.

Her vil han blandt andet spille numre fra sit kommende tredje soloalbum Nordhem, der er på gaden 23. oktober. Et album, der ifølge Lindstrand selv ”er en slags hyldest til mine skandinaviske rødder. Både min barndom med den svenske natur og landskabet, der kom til at forme mit musikalske udtryk.”


Henrik Lindstrands klaver vil være eneste virkemiddel, og midten af skovtårnet vil være koncertens primære scene.

Arrangementet går i gang kl. 17, hvor gæsterne føres gennem skoven ad snoede stier. Arrangementet slutter, når solen går ned, det vil sige omkring klokken 19.

Koncertarrangøren Bullet Booking gør opmærksom på følgende: "Denne specielle begivenhed foregår så vidt muligt i stilhed, og publikum bedes nyde naturens lyde og musikkens magi ved at minimere tale. Bemærk at arrangementet foregår udendørs, og det anbefales at klæde sig efter vejrforholdene samt medbringe et tæppe at sidde på. (...) Koncerten er siddende og afholdes i overenstemmelse med gældende retningslinjer for Covid-19."


Billetsalget er i gang via Billetlugen

Henrik Lindstrand er født og opvokset i Sverige, men flyttede i 1994 til København, hvor han blev uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium. I 2000 blev han medlem af Kashmir, som har holdt pause siden 2014, men skulle have givet en række genforeningskoncerter i år – de er nu udskudt til 2021. Sideløbende har Lindstrand skrevet musik til film- og tv-serier, senest til Jesper W. Nielsens biografaktuelle Undtagelsen og tidligere i år spil-soundtracket Lego Builder's Journey.

Sidste år gav Lindstrand også koncert i en skov, dog en lidt mindre en af slagsen, nemlig på Heartland Festival, og GAFFAs anmelder var begejstret.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: I skovens dybe stille ro

Varm op med "Stora Huset" fra det kommende album:


 

ANNONCE