Nyhed

UkuleleHanne udgiver sang om Thomas Treo: "Jeg synes overhovedet ikke, det er sexistisk"

GAFFA.dk - alt om musik

Med sin nye sang ”Jeg synes overhovedet ikke, det er sexistisk” sætter UkuleleHanne lyd på den igangværende debat om sexisme: En sang, der tager udgangspunkt i Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo, men som rækker langt ud over hans anmeldelser og ind i en større debat om sprogets magt.

”Det kræver nosser at starte med ’my pussy smells like Pepsi Cola’, men det lugtede nu mere af fæl narrefisse, da sexkillingen hylede og mijavede som en syg kælling.”

Sådan starter den nye sang ”Jeg synes overhovedet ikke, det er sexistisk” af Hanne Katrine Rasmussen, bedre kendt under navnet UkuleleHanne. Citatet stammer fra en Thomas Treo-anmeldelse af Lana Del Rays koncert i København, 2013, og teksten er i denne fortolkning tilsat skønsang og sart ukulele, som med sin skærende kontrast skal rykke i lytteren og få vedkommende til at se ordene i et nyt perspektiv.


Var det virkelig det, han sagde?

UkuleleHanne er især kendt for sine mere sangbare og melodiøse cover-versioner af dansk rapmusik, og hun har tidligere erfaret, hvordan hendes musik får andre mennesker til at opfatte talte eller ”rappede” ord helt anderledes, når de bliver formuleret i skønsang:

– Det jeg oplever med UkuleleHanne er, at ved at sætte rapteksterne i en ny og anden ramme, så lytter folk anderledes til ordene. Jeg har oplevet, at nogen siger: ’Gud, det har jeg simpelthen ikke hørt før, selvom jeg faktisk kan hele sangen udenad', fortæller sangerinden om folks oplevelser af det ofte meget hårde sprog i rap, som for eksempel Suspekts "Sut den op fra slap" fra 2013.


Det nye i denne sang er, at anmeldelserne ikke tidligere er blevet lavet til musik, modsat de rapsange, hun tidligere har sunget. Hun håber dog på, at den nye sang vil kunne skubbe til folks mindset på samme måde, som når hun synger dansk rap:

– Formålet med at sætte musik på anmeldelserne er at give en aha-oplevelse af teksten til dem, der måske tænker: “Ej, det er da ikke så slemt” eller “slap nu lige af”.

LÆS OGSÅ: LEDER: Retten til fri tale kan bruges – og misbruges


Det handler om vores sprogbrug

Selve idéen til sangen udspringer af en kommentar, som Lydmor skrev til Thomas Treo i GAFFA tilbage i maj måned i år. Her kritiserede sangerinden Treos sprogbrug om de kvindelige kunstnere. Og selvom UkuleleHannes sang omhandler ham, handler budskabet om langt mere end en enkelt musikanmelders sprog.

LÆS OGSÅ: LYDMOR-KOMMENTAR: Så er det nok, Ekstra Bladet


UkuleleHanne mener nemlig, at mange af de situationer, som hele sexismedebatten drejer sig om og har fokus på, begynder med det sprog, vi bruger om hinanden og i vores ageren overfor hinanden:

– Vi bliver nødt til at tænke over, hvordan vi omtaler andre mennesker. Jeg mener, det er vigtigt, fordi det kan påvirke vores generelle opfattelse af dem, forklarer UkuleleHanne, og fortæller samtidig, at hun synes, at vi bør stå til ansvar for vores egne udtalelser, hvis vi siger noget, der opfattes krænkende.

GAFFA har uden held forsøgt at få en kommentar til nummeret fra Thomas Treo.


Se videoen og lyt til sangen her:

ANNONCE