GAFFA.dk - Alt om musik
Et prisshow er en vanskelig størrelse. Jeg har været til mange, og i flere tilfælde, hvor der både har været et livepublikum og en livetransmission (tv eller radio), har jeg bidt mærke i, at arrangørerne haft svært ved at finde balancen. For hvem skal værten for eksempel henvende sig til? Publikum i salen? Eller lytteren ved radioen / seeren ved tv-apparatet derhjemme?
Man skulle tro, at en vært kunne gøre begge dele. Men i virkelighedens verden er det vanskeligt. Det oplevede jeg igen-igen torsdag aften, da jeg som følge af en midlertidig hjemmeisolation (jeg er måske et led i en Corona-smittekæde uden dog at have symptomer på sygdom) måtte opleve showet fra egen sofa – via TV2 Lorrys direkte transmission. (Tak til TV2 Lorry for den!)
Selv om det kan blive omstændeligt skal jeg forsøge at forklare, hvori problemet består.
Igen i år fandt DMA Jazz sted i Bremen Teater i København. Her sad et livepublikum i behørig afstand fra hinanden på det stærkt skrånende gulv. Værten, Jeanett Albeck, åbnede showet – ikke via scenen (hvilket ville have været naturligt for livepublikummet), men fra en bagindgang og trappe – fulgt af et spotlys og et håndholdt kamera. Den entré egnede sig til tv snarere end til publikum i salen. De måtte jo knække nakken for at kigge bagud og opad for overhovedet at få et glimt af værten.
Men selv om værtens entré således egnede sig bedre til tv-seerne, var Albeck ikke i ”øjenkontakt” med disse seere (eller kameraet). Tværtimod vendte og drejede hun sig mod publikum i salen, alt imens hun forsøgte at få ”en dialog i gang” ved eksempelvis at stille retoriske spørgsmål som: ”Har I det godt?” Måske svarede publikum, men da de ikke var udstyret med mikrofoner, kunne vi andre ude i Lorryland ikke høre deres mulige svar.
Noget andet var, at der for seerne var noget forstyrrende i, at salen henlå i noget nær mørke, mens værten var stærkt belyst og i øvrigt farverig (for at sige det mildt). Da Albeck endelig nåede frem til scenen, gjorde hun som mange andre værter før hende: Hun ”råbte” (formodentlig i et helt naturligt forsøg på at kommunikere med folk langt tilbage i salen), men for os hjemme ved tv-apparaterne, ville ”tale” have været at foretrække – hun havde jo mikrofon på!
Noget andet er, at hun med sine mange kostumeskift og ekstraordinært farverige og ekstravagante out-fits helt skilte sig ud fra publikum – og de optrædende i øvrigt. Dét kunne jeg skrive meget om, men det vil jeg undlade – i selvcensurens navn. Ligesom jeg i selvcensurens navn vil undlade at skrive om hendes omsiggribende talestrøm (det var som om, hun glemte, at det var jazzen og ikke hende, der var i centrum). Kun vil jeg konkludere, at den stærkeste tale på scenen udgik fra formanden fra den sponserende William Demant Fond, Lars Nørby Johansen. Hans tale var klar og koncis, seriøs og generøs. Madame Nielsens tale var uden sammenligning den sjoveste. Og Kathrine Windfelds svar på værtens spørgsmål de mest rammende – med deres fokus på faglighed, sanselighed og intuition.
På scenen blev der uddelt priser og optrådt. Næsten konstant til en beskæmmende dårlig billeddækning og en matchende dårlig lyd. Kun for ganske få af de optrædende lykkedes det at få lyden til at arte sig – det gjorde det for eksempel for Laura Toxværd, Christina von Bülow og Sara Grabow. Toxværd brillerede med en uimodståelig pondus, von Bülow med en autentisk skønhed og Grabow (og Den Gamle Sangskat med Mads Mathias som gæst) med en hyldest til Bent Fabricius-Bjerre. Hvorfor lyden for dem artede sig, aner jeg ikke. Lige som jeg ikke aner, hvorfor Lorrys teknikere helt generelt ikke kunne sikre en bedre lyd – det overraskede mig. Det overraskede mig mindre, at billeddækningen var så ringe, for det har den næsten altid været til DMA Jazz, og Bremen Teater gør heller ikke kamerafolkenes opgave lettere. Kameraernes positioner i teatersalen er nemlig låst – som følge af salens interiør. Det ved jeg fra tidligere år (og fra uddelingen af GAFFA-Prisen for år tilbage). Pladsen er trang, og det forringer mulighederne for at billeddække.
Derfor – og fordi lyden var så dårlig – sad jeg primært og brød min hjerne med, hvad man kunne gøre anderledes; hvordan man tv-teknisk, for seerne, og stadig til glæde for det fremmødte livepublikum kunne sikre, at prisuddelingen nåede samme kvalitetsniveau som enkelte andre prisshows, som faktisk afvikles balanceret og professionelt. Jeg tænkte her både på mine oplevelser med (den store) DMA (varierende venues) og Zulu Awards (i f.eks. Forum). Shows som måske ikke hver gang og hele vejen rundt lykkes, men som for det meste fungerer – både for livepublikum og tv-seere. Jeg tænkte på shows som P3 Guld (Koncertsalen i DR Byen) og Reumertprisen (Det Kgl. Teater). Og på et show som Revyernes Revy, der senest fungerede rigtig fint (Cirkus Bygningen).
Måske skulle jazzen overveje at skifte venue. Planlæggerne overveje, hvordan man 1) rent teknisk bedre (via billede og lyd) forbinder liveoplevelsen på venue med oplevelsen hjemme i stuerne; hvordan man 2) bedre forbinder værten med publikum og prismodtagere og medvirkende, så man rammer et sammenhængende niveau (hvad out-fits, talestrøm og energi angår); og hvordan man 3) bedre sikrer en sammenhængende kurs. Er programmet seriøst? Interesseret i dybde? Eller skal der bare festes igennem? En besvarelse af dé spørgsmål ville styrke oplevelsen, eliminere elementer, der ikke matcher kursen og sikkert involvere andre. Overvej det inden næste års prisuddeling!
Vinderne ved DMA Jazz 2020:
Årets jazzudgivelse: Maluba Orchestra - Maluba Orchestra (Sundance Music & Stunt Records)
Årets vokaljazzudgivelse: Sinne Eeg & The Danish Radio Big Band - We’ve Just Begun (Sundance Music & Stunt Records)
Årets komponist: Laurits Hyllested - Darling River (AMP Music & Records)
Årets eksperiment: Maria Faust Sacrum Facere - ORGAN (Sundance Music & Stunt Records)
Årets nye navn: Nikola Bankov - Bright Future (AMP Music & Records)
Børnejazzprisen: Jorden Rundt med Malene Kjærgaard
P8 Jazz-prisen – årets ildsjæl: Nana Pi Aabo Larsen
JazzDanmark-prisen: Mai Seidelin og Johan Bylling Lang for Copenhagen Harbour Parade
Hertil to legater til henholdsvis Anton Eger og All Too Human
