GAFFA.dk – alt om musik
Den københavnske soul-musiker M.I.L.K. har trodset coronatidens lockdown og samlet artister fra forskellige dele af verden på ep’en The Lockdown Tapes. Overskuddet går til WHOs kamp mod corona.
Samme dag som store dele af Europa lukkede ned på grund af corona-udbruddet, opstod der et samarbejde mellem danske M.I.L.K. og Paris-baserede Jenke Ahmed Tailly, tidligere stylist og creative director for Beyoncé og Kanye West.
De besluttede sig for at udarbejde en håndfuld velgørenhedssange, hvor musikere fra hele verden skulle medvirke:
– Den seneste tid har vendt op og ned på vores allesammens hverdag og vist os, hvor tæt forbundne vi er på tværs af alle former for grænser. Og det var egentlig inspirationen til at starte på det her lidt umulige projekt med at samle artister og musikere fra hele verden og lave en samlet ep, hvor pengene doneres til WHO og deres arbejde med corona, forklarer M.I.L.K. alias Emil Wilk.
Ep’en er blevet til The Lockdown Tapes og indeholder optrædener fra danske Soleima, reggae-musiker Tiken Jah Fakoly, model og sangerinde Kristina Bazan og den danske August Rosenbaum, der har arbejdet sammen med kunstnere fra MØ til Kim Gordon.
– Jeg blev overrasket over, hvor hurtige folk var til at svare tilbage. Men alle sad bare derhjemme og kedede sig alligevel, så de var klar på at lave noget og klar på at hjælpe. Uanset om det var 61-årige Tiken Jah Fakoly, som er et reggae-ikon fra Elfenbenskysten eller om det var danske Soleima, eller de seks forskellige horn-gutter fra Mali, eller vores svenske mixer Anders Hvenare. Alle har været helt fantastiske og klar på at hjælpe.
LÆS OGSÅ: PREMIERE: M.I.L.K. skyder sommeren tidligt i gang med ny single og video
I en pressemeddelelse lyder det, at hvis The Lockdown Tapes streamer ligeså meget som M.I.L.K.’s mest succesfulde ep fra 2017, så svarer det til mellem 400.000 og 600.000 danske kroner i indtægt fra streaming. Heraf tager Capitol Records France et cut på 20 procenter, og alt derudover doneres til WHO.
Udover velgørenhedsaspektet er ep’en også et udtryk for en insisteren på at holde gang i hverdagen og musiklivet, selvom alt bliver aflyst, påpeger M.I.L.K, der selv har fået aflyst koncerter.
M.I.L.K. udgav i marts sit debutalbum, Always Summer Somewhere, som GAFFAs anmelder Andrea Washuus Bundgaard gav fire stjerner og kaldte for et ”sprængfarligt, uforudsigelig skævt og ganske kommercielt værk.”