GAFFA.dk – alt om musik
Slipknot og Kraftwerk er nye hovednavne
Smukfest har netop offentliggjort 44 nye navne med det nihovedede, maskebærende metalmonster Slipknot og de elektroniske pionerer og veteraner Kraftwerk i spidsen, sidstnævnte med deres 3D-show.
Amerikanske Slipknot udsendte i august deres sjette studiealbum, We Are Not Your Kind og gav halvanden måned forinden koncert på Copenhell. Begge dele fik fem stjerner af GAFFA.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Kaos frem for alt
Tyske Kraftwerk har skabt musik siden 1970 og var blandt de første til at bringe den elektroniske musik ud til et større publikum med sange som "Autobahn", "Radioactivity" og "The Model". Hovedparten af deres plader er udgivet i både engelsk- og tysksprogede versioner. Gruppen med den robot-agtige fremtoning har ikke udgivet ny musik siden 2003, men turnerer stadig med de gamle sange og har adskillige gange besøgt Danmark og fået flotte anmeldelser af GAFFA, senest på Haven Festival 2018.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Legende legender
Derudover er festivalen også klar med den unge engelske poprockstjerne Sam Fender og blues- og soulsangeren Sugaray Rayford fra USA. Den danske scene er repræsenteret med store navne som Dizzy Mizz Lizzy, L.O.C., Saveus, Lord Siva, Morten, Burhan G, Kato, Johnny Madsen Band, Alphabeat og Kwamie Liv. Derudover er festivalen vanen tro klar med masser af nye navne på vej frem, blandt andre Maria & Bea, Undertekst, Høker, Patina, Angående Mig, Jung og Bersærk.
Festivalen mangler stadig både enkelte internationale hovednavne, danske topkunstnere og navne på vej frem – men omkring 75 procent procent af musikprogrammet på de fire scener i skoven er nu præsenteret. Fuldt program for Udsigten og Live Camp følger traditionen tro i forsommeren.
Smukfest finder sted i dagene 5.-9. august. Samtlige partoutbilletter blev solgt på bare 59 rekordsættende minutter, da billetsalget gik i gang 3. december.
Salget af endagsbilletter starter den 4. februar på smukshop.dk
På smukfest.dk kan man nu se, hvilke dage de enkelte kunstnere spiller.
Varm op med Slipknots seneste musikvideo, "Nero Forte":