GAFFA.dk – alt om musik
Amerikanske Jimmie Vaughan kommer til Odense og giver koncert den 30. juli i år.
Den 68-årige blues-guitarist og sanger Jimmie Vaughan besøger Odense og Posten torsdag den 30. juli. Sidst han var i landet, var tilbage i 1998, da han med sit band Tilt-a-Whirl Band varmede op for Eric Clapton i Forum, København. Nu, 22 år senere, er han atter tilbage.
Vaughan var med til at danne The Fabulous Thunderbirds i 1974 – et band som blev regnet for et af start-80'ernes vigtigste bluesbands. Gennembruddet kom i 1986 med singlen ”Tuff Enuff”, som blev et stort hit i USA. Vaughan forlod gruppen i 1990 og gik herefter solo.
Texaneren har også samarbejdet med sin lillebror, den kendte og anerkendte bluesguitarist Stevie Ray Vaughan, som på tragisk vis afgik ved døden i et helikopterstyrt i 1990.
Til sin bror skrev Jimmie sangen ”Six Strings Down”, som blev et af numrene på hans første soloalbum fra 1994. Siden er kommet yderligere seks album – senest sidste års Baby, Please Come Home, som fik en Grammy-nominering med på vejen.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Jimmie Vaughan: Plays More Blues, Ballads & Favorites
Ved siden af sin solokarriere har Jimmie Vaughan samarbejdet med en del kunstnere både inden- og uden for bluesgenren, herunder med kendte navne som George Harrison og Bob Dylan. Vaughan er en anerkendt guitarist, og han har i alt vundet fire Grammyer.
Billetsalget til koncerten starter fredag den 14. februar klokken 10.00 og kan købes her.
Som bonusinfo kan det nævnes, at du til koncerten har chancen for at "spise som Jimmie" – hvis du har lyst til at vide, hvad en garvet texansk blues musiker går og spiser forud for en koncert, har du altså her muligheden – take it or leave it.
Varm op med "Six Strings Down":