Nyhed

De Grimmeste Aftner klar med første navne til 2021 – og folkeaktier

GAFFA.dk – alt om musik

Bersærk, Steen Jørgensen og Fries Before Guys underholder i Brabrand

Da GrimFest i Brabrand ligesom stort set alle andre danske sommerfestivaler blev aflyst i 2020, reagerede arrangørerne hurtigt og fik i stedet koncertrækken De Grimmeste Aftner stablet på benene. En stribe sid-ned-koncerter for 500 personer på festivalpladsen på Grimhøjgaard hen over sommeren 2020.

GrimFest vender efter planerne tilbage i 2021 i nytænkt udgave, og nu er arrangørerne klar med de første navne til De Grimmeste Aftener 2021: Bersærk, Steen Jørgensen og live-podcasten Fries Before Guys.


Bersærk den 4. juni 2021

Bersærk (billedet) spiller både groovy og melodisk hardrock tilsat dansksprogede tekster med inspiration i den nordiske mytologi. Menneskets kamp gennem krig, død og forfald er omdrejningspunktet og vejen til omsider at nå genfødsel og sejr i gruppens tekstunivers.
 
Steen Jørgensen den 15. juli 2021

Sort Sol-sangeren har været aktiv på musikscenen siden 1977 og lover både Sort Sol-numre, egne sange og fortolkninger af eviggyldige navne som Dylan, Young, Cohen og Kraftwerk.
 
Podcasten Fries Before Guys den 17. juli 2021
 
Fries Before Guys alias Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn er kendt og elsket for at give et både rørende, rammende og morsomt indblik i deres venskab og livet som unge kvinder i dagens Danmark.
 

Billetsalget er netop begyndt på grimfest.dk

De Grimmeste Aftener begynder allerede til april. I 2020 blev det til 13 koncerter for næsten 3600 gæster, og den første koncert, med Allan Olsen den 12. juni, var i øvrigt den første udendørs koncert for 500 personer i Danmark, efter at disse atter blev lovlige.


Grim udsteder folkeaktier

GrimFests arrangører Grim har også sat gang i folkeaktier. Formålet med salg af folkeaktier er, at man gennem denne donation er med til at sikre fremtiden for Grim og alle festivalens projekter. Grim som helhed dækker over GrimFest, De Grimmeste Aftner, Grim Højskole og KoncertPilot, der alle er med til at skabe og udvikle kultur. Læs mere på grimfest.dk

Når man køber en Folkeaktie i Grim, modtager man et nummeret købsbevis og en Grim Folkeaktie-plakat. Grim har nemlig allieret sig med den anerkendte aarhusianske street art-kunstner Peter Birk fra Galleri Grisk, en kunstner som flere gange har været med til at udsmykke GrimFest.
 
I oktober skrev Grim i øvrigt under på en samarbejdsaftale med AURA Energi, der gjorde GrimFest til Danmarks første festival, som spiller på 100 procent grøn energi.
 
Varm op med lidt Bersærk:
 
 
ANNONCE