Nyhed

Simple Minds giver to jubilæumskoncerter i Danmark

GAFFA.dk - alt om musik

Jubilarerne afholder koncerter i København og Herning og propper et nyt album oven i fødselsdagsfejringen

Siden de i 1985 solidt plantede deres rødder midt i den kollektive musikbevidsthed med tema-sangen "Don't You (Forget About Me)" til teenager-filmdramaet Breakfast Club, har Simple Minds gjort netop det: deres bedste for, at de ikke skulle blive glemt. I flæng kan nævnes store hits som "Alive and Kicking", "Belfast Child" og "Let There Be Love", men historien om glaswegianerne er større end som så og strækker sig tilbage til debutalbummet Life in a Day i 1979.

Dette fejrer de skotske rock-ikoner, anført af frontmand Jim Kerr, med annonceringen af en større 40-års jubiluæmsturné som blandt andet kommer forbi Danmark ad to omgange samt udgivelsen af jubilæumsalbummet 40: The Best of – 1979-2019.


LÆS OGSÅ: Kerrs kattepoter udrettede ikke akustiske mirakler

Jubilæumsturnéen, som er blevet annonceret i dag, markerer en større rejse rundt på det europæiske kontinent for Simple Minds, som drager ud for at optræde med hele 38 shows i det nye år. Turnéen skydes i gang i Stavanger den 28. februar og afsluttes godt og vel to måneder senere i hjembyen Glasgow. Undervejs sætter karavanen altså teltpælene i den danske muld to gange, henholdsvis i København og Store Vega den 10. marts og Herning og MCH Herning Kongrescenter dagen efter. 

Sidst de hæderkronede stadionrockere gæstede Danmark var i marts sidste år, hvor deres "Walk Between Worlds"-tur, som var opkaldt efter bandets seneste album-udspil, ligeledes gæstede Store Vega. 


LÆS OGSÅ: Ekko, ekko og atter ekko

Ud over en lang række af stadionrockernes allerstørste hits kommer 40: The Best of - 1979-2019 også helt eksklusivt til at indeholde et cover af landsmanden Kenny Anderson aka King Creosotes "For One Night Only". Pladen rammer gaden den 1. november. 

Billetsalget begynder fredag den 4. oktober kl. 10:00 via Ticketmaster.dk


ANNONCE