Nyhed

Biografisk Bee Gees-film på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Produceren fra Bohemian Rhapsody står bag den kommende Bee Gees-film

Sidste år fik vi Bohemian Rhapsody om Freddie Mercury og Queen. I år fik vi Rocketman, der fortalte Elton Johns historie. Nu kan vi også glæde os til endnu en musikalsk biografisk film – denne gang om den legendariske pop- og disko-trio Bee Gees, der blandt andet står bag 70’er-prominente mega-hits som “Stayin' Alive”, “Night Fever”, “Tragedy” og “How Deep Is Your Love”.

Det er Graham King, der producerede Bohemian Rhapsody, der nu også kommer til at producere den kommende Bee Gees-film sammen med Anthony McCarten, der arbejdede med Graham King på Queen-filmen, og som skal skrive filmens manuskript, ifølge NME.


Filmen er endnu ikke blevet skrevet, og der er heller ikke en rolleliste endnu, men filmselskabet Paramount, der vil lave filmen, har allerede købt rettighederne til Bee Gees-sangene, hvilket betyder, at disko-brødrenes bagkatalog kan blive brugt i den kommende biografiske film.

Bee Gees var en trio bestående af de tre brødre Barry, Robin og Maurice Gibb, der dannede gruppen i 1958 og flyttede fra Australien til England i slut-60’erne, efter The Beatles-manageren Brian Epstein havde hørt brødrenes musik.

Bee Gees brød for alvor igennem i 70’erne, da de indspillede disko-soundtracket til John Travolta-filmen Saturday Night Fever i 1977. Soundtracket er den dag i dag stadig det bedst sælgende soundtrack nogensinde og har solgt 54 millioner eksemplarer.


Barry Gibb er det sidste nulevende medlem af Bee Gees, efter Maurice Gibb døde i 2003 af en tarmsygdom, og Robin Gibb døde af kræft i 2012.

Bee Gees udgav i 2010 koncert-dvd’en One Night Only, der modtog fire ud af seks stjerner af vores anmelder.

LÆS OGSÅ: Bee Gees: One Night Only


ANNONCE