Nyhed

Tivoli er klar med Lillefredag-program

GAFFA – alt om musik

Fra april til september kan Tivolis publikum hver torsdag opleve intime koncerter på livescenen Orangeriet

Næste uge afslører Tivoli årets Fredagsrock-program, men de utålmodige kan glæde sig med, at Lillefredag-koncerterne netop er blevet annonceret. Der er tale om 22 koncerter, der dækker en bred palette af genrer og finder sted hver torsdag fra og med 25. april til og med 19. september.

Dør Nr. 13, Tårn og Søn repræsenterer den skarpe dansksprogede rock og pop. Det er desuden Søn, der står for åbningskoncerten den 25. april. Toko og Aksglæde spiller en blanding af pop og funk med noget på hjerte, den populære Elias Boussnina står for den mere melankolske og længselsfulde side af poppen, mens Theo X dyrker den version af genren, der skal opleves live og på dansegulvet. Palace Winter har været support for Noel Gallagher og har tidligere spillet på Roskilde Festival.


Lillefredag byder også på flere spændende navne fra den danske hiphop- og urban-scene. Rapperen Artigeardit leverer personlige og livsbekræftende tekster, kometen Jamaika beretter om bandemiljøers barske hverdag, og den nationale grime-dronning Lucy Love (billedet) er klar til at præsentere sit visuelle scenehow, lyriske finesse og stærke flow. Duoen Ravi Kuma optrådte med sin eksplosive rap til årets GAFFA-pris og kommer højst sandsynligt til at skabe en ægte lillefredags-fest.

Torsdagskoncerterne byder dertil på et solidt udvalg af dansk pop og r&b’s frembrusende kvindelige navne. Clara står bag hitsinglen ”What They Say”, Coco O. har imponeret samtlige anmeldere med sin soul-inspirerede lyd både som medlem af Quadron og som soloartist. I det mere elektroniske hjørne spirer de unge frø Askling, Bette, Ea Kaya og Leoh, der også gæster Orangeriet.

Apropos elektronisk er der rig mulighed for at nyde 80’er-inspireret elektropop, når Gents og duoen Off Bloom indtager Lillefredag. Førstnævnte har netop sluppet de første singler fra deres kommende album, Human Connection, og sidstnævnte har turneret som opvarmning for Dua Lipa.


Fastpoholmen har vundet en DMA for deres jazzede world-musik med elektroniske elementer, og endelig runder Perfect Plush programmet af med deres fusion af 80’ernes soul-pop og moderne japanskinspireret pop.

Der er med andre ord noget for enhver smag når Tivoli blænder op for Lillefredag fra 25. april. Se de enkelte datoer fra torsdag klokken 9.00 på Tivolis hjemmeside.

ANNONCE