Nyhed

Medie: Metallica videresolgte egne koncertbilletter til overpris

GAFFA – alt om musik

Hemmeligt optaget telefonsamtale afslører kontroversiel aftale

I Danmark er det ulovligt at videresælge koncertbilletter til overpris, men det er det ikke i en lang række andre lande, blandt andet USA. Nu skriver det anerkendte amerikanske musikmagasin Billboard, at Metallica har videresolgt egne koncertbilletter til deres amerikanske del af deres WorldWired-turné i 2017 til overpris via videresalgsportaler som StubHub.

Ifølge Billboard har en af Metallicas nære medarbejdere, Tony DiCioccio lavet en aftale med koncertarrangøren Live Nations amerikanske direktør Bob Roux, den selvstændige koncertarrangør Vaughn Millette og bandet selv om at videresælge 88.000 billetter – ud af den samlede kapacitet på cirka én million, altså knap 10 procent – til overpris, hvor Metallica skulle få 40 procent af indtægterne, Live Nation 40 procent, DiCioccio 12 procent og Millette 8 procent.


Billboard er kommet i besiddelse af en telefonsamtale mellem Bob Roux og Vaugh Millette om aftalen, som sidstnævnte har optaget uden at informere Roux om det, hvilket ifølge Billboard er lovligt i både staterne New York og Texas, som telefonsamtalen gik mellem. 

Live Nation vil ikke kommentere den konkrete sag over for Billboard, men bekræfter, at "omkring et dusin af vores kunstnere ud af de tusinder, vi arbejder med (Live Nation arbejder blandt andet med Metallica, red.), har bedt os om at gøre dette" (videresælge billetter til overpris, red.) i årene 2016 og 2017.

Live Nation fortæller dog også, at videresalg af billetter til overpris bliver sjældnere og sjældnere, idet kunstnerne hellere vil sælge VIP- og Platin-billetter med særlige muligheder, da de kan tjene mere på disse typer billetter.


Repræsentanter for Metallica afviste i juni over for Billboard, at de kendte til, at Tony DiCioccio skulle have lavet aftalen med Live Nation. 

Ifølge Billboard endte Millette – som skulle lægge ud for de 88.000 billetter – i øvrigt med at tabe penge på aftalen, da en del af billetterne endte med at blive solgt billigere end den påtrykte værdi.

LÆS OGSÅ: Google giver den kontroversielle billetformidler Viagogo det gule kort


 

 

 


ANNONCE