Nyhed

Nyt bokssæt med Depeche Mode, New Order med flere består primært af stilhed

GAFFA – alt om musik

Mere end 50 kunstnere hylder stilheden – og baggrundsstøjen

En af de mest kendte kompositioner inden for moderne kompositionsmusik er John Cages "4'33"" fra 1952. Værket består i en instruktion til dets fremfører(e) om at undlade at spille instrumenter i et valgfrit tidsrum. Ikke nødvendigvis 4 minutter og 33 sekunder, men så lang tid varede værket, da det blev uropført i Woodstock, New York i 1952 af pianisten David Tudor, der begyndte sin fremførelse af værket ved at lukke låget på sit klaver og sluttede det med at åbne låget igen – og også gjorde dette to gange undervejs, da værket består af tre satser.

Nu hylder pladeselskabet Mute den banebrydende komposition ved at lade mere end 50 kunstnere hver især fortolke det, heriblandt Depeche Mode (billedet), Einstürzende Neubauten, Laibach, Moby, New Order og mange flere. Det sker i et bokssæt, der får titlen STUMM433 (dets katalognummer) og udkommer i maj.


LÆS OGSÅ: John Cage tabte til X Factor

Umiddelbart lader det til, at bokssættet primært vil bestå af stilhed, men den baggrundsstøj, der måtte kunne høres, mens musikerne er stille, er en del af værket og må formodes at indgå i bokssættet. Det var netop en af John Cages tanker med værket, at lytteren skulle lytte til de baggrundslyde, der altid vil være der, når folk er samlet for at lytte til noget.

Bokssættet vil også indeholde videoer til alle de medvirkendes bidrag, og som en forløber har Mute udsendt denne video med Laibach. Som Pitchfork gør opmærksom på, er videoen en reference til Julian Wassers kunstfotografi Duchamp Playing Chess With a Nude (Eve Babitz) fra 1963, og den nøgne kvinde i videoen er den kroatiske performancekunstner Vlasta Delimar.


Artiklen fortsætter under videoen

En del af overskuddet ved salget af boksen går til British Tinnitus Association og til Music Minds Matter, der hjælper musikere med psykiske problemer, til minde om Inspiral Carpets-trommeslageren Craig Gill, der begik selvmord i 2017 efter mange års voldsom tinnitus og deraf følgende søvnmangel og angstanfald.


Amerikanske John Cage levede fra 1912-1992, og han skrev også en lang række kompositioner med musik i mere traditionel forstand, ofte af eksperimenterende karakter.

Den samlede liste over medvirkende på bokssættet er som følger:

A Certain Ratio, A.C. Marias, ADULT., The Afghan Whigs, Alexander Balanescu, Barry Adamson, Ben Frost, Bruce Gilbert, Cabaret Voltaire, Carter Tutti Void, Chris Carter, Chris Liebing, Cold Specks, Daniel Blumberg, Depeche Mode, Duet Emmo, Echoboy, Einstürzende Neubauten, Erasure, Fad Gadget (tribute), Goldfrapp, He Said, Irmin Schmidt, Josh T. Pearson, K Á R Y Y N, Komputer, Laibach, Land Observations, Lee Ranaldo, Liars, Looper, Lost Under Heaven, Maps, Mark Stewart, Mick Harvey, Miranda Sex Garden, Modey Lemon, Moby, Mountaineers, New Order, Nitzer Ebb, NON, Nonpareils, The Normal, onDeadWaves, Phew, Pink Grease, Pole, Polly Scattergood, Renegade Soundwave, Richard Hawley, Richie Hawtin, ShadowParty, Silicon Teens, Simon Fisher Turner, Michael Gira, The Warlocks, Wire, Yann Tiersen


ANNONCE