GAFFA – alt om musik
Jacob Dinesen, John Smith, Mandolin Orange, Gregory Alan Isakov, Irish Mythen, Tide Lines, Elephant Sessions og Esben Just melder sig klar til årets festival
Festivalerne fortsætter med at offentliggøre nye navne, og nu er der nyt fra Tønder Festival, der denne gang er klar med en række yngre internationale navne på vej frem – og så en dansk stjerne med lokale rødder. For de flestes vedkommende er der tale om deres eneste danske festivalkoncert i 2019.
Fra England kommer den roste folk-sangskriver og -guitarist John Smith, som har spillet med navne som David Gray og Joan Baez, og som er blevet kaldt "guitaristernes guitarist" af The Sunday Times. Fra USA kommer den amerikanske duo Mandolin Orange, der byder på country, folk og bluegrass med smukke vokalharmonier.
Sangskriveren og guitaristen Gregory Alan Isakov er født i Sydafrika, bosiddende i USA og spiller lavmælte indie-folk-sange. Han har flere gange spillet i Danmark, og i 2017 gav han koncert i et udsolgt Lille Vega, hvor GAFFAs anmelder begejstret uddelte fem stjerner.
LÆS OGSÅ: Det nostalgiske vemod indtog Lille Vega
Den irskfødte, nu canadisk bosatte sanger sangskriver Irish Mythen optrådte på Tønder Festival sidste år, og hun gjorde det så godt, at hun også er blevet hyret til at spille i år. Mythen har en karakteristisk stemme, som både kan være silkeblød og rå. Fra Skotland er der gensyn med to navne, nemlig folkrockerne Tide Lines, der fortsætter, hvor Runrig slap, samt Elephant Sessions, der spiller traditionel skotsk folkemusik.
Fra Danmark kommer en vaskeægte lokal stjerne, nemlig Jacob Dinesen (billedet), der er født og opvokset i Tønder, har spillet til mange jamaftener på Hagges Musik Pub, og som i år optræder solo på festivalen. Dinesen er aktuel med sit tredje album, Found It, og drager inden længe på en forårsturné, hvor adskillige koncerter allerede er udsolgt. Danmarks ukronede konge af New Orleans-rock’n’blues-piano, Esben Just, er ligeledes på plakaten. Just har spillet New Orleans-musik i årtier og er også kendt fra trioen SP Just Frost, som efter en længere pause vendte tilbage til scenerne i 2018.
Tønder Festival finder sted i dagene 22.-25. august. Køb billetter på festivalens hjemmeside.
Programmet til Tønder ser indtil videre sådan ud:
John Prine (USA), Kate Rusby (UK), John Moreland (USA), The Savage Rose (DK), Bjørn Eidsvåg (NO), Jonah Blacksmith (DK), Dreamers’ Circus (DK), Gregory Alan Isakov (ZA), Mandolin Orange (USA), John Smith (UK), Jacob Dinesen (DK), Tide Lines (SCO), Elephant Sessions (SCO), Irish Mythen (IRL), Esben Just (DK), Dan Sultan (AUS), Skipinnish (SCO), The Ghost of Paul Revere (USA), Martin Harley (UK), Julie Fowlis (SCO), Finbar Furey (IRL), Chris Smither (USA), Jenn Grant (CAN), Old Man Luedecke (CAN), Leslie Stevens (USA), Caitlin Canty (USA), The Tweed Project (ENG, SCO) James Keelaghan (CAN), Charley Crockett (USA), Max Gomez (USA), Adam Holmes & The Embers (SCO) og Maija Kauhanen (FIN).
Varm op med lidt Irish Mythen: