GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
Ellie Goulding, Diplo og Rae Sremmurds Swae Lee er gået sammen om en ny single - kærlighedsnummeret "Close To Me", som kan høres ovenfor.
Stjerneproduceren leverer det energifyldte beat, mens Ellie Goulding har smidt sin velkendte og følsomme vokal ovenpå, og Swae Lee leverer stærke rim til. Det dansable electropop-track byder blandt andet på linjer såsom: "I don’t wanna be somebody without your body close to me/ And if it wasn’t you, I wouldn’t want anybody close to me/ ‘Cause I’m an animal like you."
I et interview med BBC Radio 1 fortæller Goulding om samarbejdet og nummeret, som blev skrevet i Los Angeles for et halvt år siden: "Vi har altid ønsket at arbejde sammen på noget, men har ikke kunnet finde ud af, hvad det skulle være" og følger op med: "Dette var det perfekte track for ham (red. Diplo), og han forelskede sig i det. Så vi begyndte at arbejde på det og prøvede at finde frem til den perfekte følgesvend til mig. Og så poppede Swae Lee op, og så snart jeg hørte hans vers, var jeg "Yeah, dette er perfekt".
LÆS OGSÅ: Ellie Goulding: Delirium
Nummeret er Goulding og Dilpos andet samarbejde, tidligere har de udgivet singlen "Powerful" i 2015 – en sang, som i skrivende stund har mere end 165 millioner streaminger på Spotify. Samtidig er "Close to Me" Gouldings første orginale musik siden soundtracket til filmen Bridget Jones’s Baby fra 2016 – sidenhen har hun dog også bidraget til Kygos "First Time" i 2017 og udgivet en coverversion af "O Holy Night" samt Don McLeans "Vincent".
Den 31-årige britiske sangerinde har gennem karrieren udgivet tre studiealbums, det seneste Delirium fra 2015 – imellem de tre albums er der gået to til tre år, så noget kunne tyde på, at vi formentlig snart kan høre endnu mere nyt fra popsangerinden.