Nyhed

Nye navne til Tønder Festival

GAFFA.dk – Alt om musik

Tønder Festival præsenterer otte nye navne til sit musikprogram. Festivalen finder sted den 23.-26. august 2018.

Øverst på dagens bandslip står den på et americana-navn i form af The Mavericks med sangeren Raul Malo i spidsen, som samtidig er i toppen af plakaten på Tønder Festival 2018. Yderligere syv navne er føjet til årets program.

Om kunstnerne:


The Mavericks (USA)

The Mavericks (billedet) byder på charme, en karismatisk forsanger og en cocktail af country, folk, blues, tex-mex, twang, latin og rootsrock. Bandet fra Miami har eksisteret siden 1989.

Op gennem 90'erne udgav de en stribe album, opnåede fine hitlisteplaceringer og modtog flere priser – blandt andet en Grammy i 1995. Singlen "All You Ever Do Is Bring Me Down", hvor tex-mex-stjernen Flaco Jiménez medvirkede, slog godt an, og også "Dance The Night Away" (1998) blev et hit. Bandet blev opløst i 2004, og sanger, guitarist og sangskriver Raul Malo gik solo. I 2012 fandt The Mavericks sammen igen og udgav et nyt album. Efterfølgende turnérede de verden over de følgende år. Seneste album er "Brand New Day" fra 2017, som i år var nomineret til en Grammy.


Artiklen fortsætter under videoen.

Se musikvideoen til "Dance the Night Away" fra 1998 af The Mavericks:


Jeffrey Foucault (USA)

Det bliver et glædeligt gensyn, når Jeffrey Foucault vender tilbage til Tønder Festival. I 2016 begejstrede han med flere koncerter, blandt andet sammen med sangerinden Caitlin Canty, hvis album "Reckless Skyline" han har produceret. Med sig i år har Foucault et stærkt hold af musikere – samme band, han havde med sidst. Billy Conway spillede trommer i halvfemserbandet Morphine, og bassist Jeremy Moses Curtis har spillet med blandt andre Booker T, Levon Helm, Ringo Starr og Joe Walsh. Eric Heywood har lagt guitar og pedal-steel til navne som Son Volt, Ray LaMontagne, The Pretenders og The Jayhawks. Foucault har, siden han var 24 år, turneret landevejene tynde med sine sange og sin rustne stemme, der giver karakter til hans alsidige miks af folk, blues og country. Som noget specielt vil man kunne opleve Jeffrey Foucault sammen med Barbara Jean og Molly Dean fra duoen Dusty Heart. Dusty Heart, som også giver solokoncert i Tønder, har samarbejdet med Jeffrey Foucault på singlen "Timbre & Trail".

Dusty Heart (USA)


Dusty Heart er en amerikansk duo. Barbara Jean og Molly Dean kommer fra Minnesota og giver et frisk pust til den flerstemmige folk. Sangene bliver akkompagneret enkelt og stemningsfyldt af banjo, guitar og violin. Deres sange byder på poesi, og i duoens musikalske landskab ses folkroots-musik såvel som moderne indietoner og popsange. På singlen "Timbre & Trail" får Dusty Heart hjælp af Jeffrey Foucault, som duoen også vil optræde sammen med på årets festival. Dusty Hearts albumdebut rammer hylderne i midten af marts 2018.

All Our Exes Live in Texas (AUS)

Den australske kvindekvartet med det finurlige og velswingende navn All Our Exes Live in Texas har på få år skabt sig et stort navn i hjemlandet. Med albummet "When We Fall" fra marts 2017 er de kommet ud over landegrænsen. Det hele begyndte i Sydney i 2014, hvor de fire sangskrivere/musikere fandt sammen. Der var fælles kærlighed til country, folk, akustisk set-up og firstemmige vokalharmonier. Gruppen udgav en ep og en række singler og blev ret hurtigt kendt i Australien. Kvartetten har blandt andet spillet live sammen med The Backstreet Boys, Passenger og Nathaniel Rateliff and The Night Sweats. 


Skipinnish (SCO)

Den traditionelle skotske musik trives godt i Skipinnish, som efter knap 20 år har god vind i sejlene, og som bandet skriver på deres hjemmeside, har "2017 været det bedste år siden starten i 1999."

Skipinnish er lyden af bagpipe, accordion og violin og et godt bud på moderne keltisk musik. Det hele begyndte, da accordionspiller Angus MacPhail mødte bagpiper Andrew Stevenson i 1999, hvor de studerede på The Royal Scottish Academy of Music and Drama i Glasgow. De kommer begge fra det vestlige Skotland – henholdsvis Tiree og Lochaber. Skipinnish blev hurtigt et af de etablerede navne på den skotske folkemusikscene. De har udgivet otte album, og det seneste er "The Seventh Wave" fra 2017. I 2016 forlod sangeren Robert Robertson Skipinnish for at hellige sig bandet Tide Lines, som i øvrigt også optræder på Tønder Festival 2018. Den nye sanger i Skipinnish er Norrie MacIver.


Romengo (HU)

Ungarske Romengo besøgte Tønder i 2017 og mestrer den traditionelle olah-gypsy-folkemusik til fulde. Musikken er dels traditionelle folkesange og musik hentet fra romakulturen, og dels gruppens egne sange og kompositioner. Romengo har eksisteret siden 2004 og har turneret rundt i Europa samt i blandt andet Korea og Indien. Gruppen har udgivet to album, "Kétháné" (2010) og "Nagyecsed-Budapest" (2014). Gruppens sangerinde, Mónika Lakatos, har modtaget priser for blandt andet The Ethnic Minority Award i 2014 og The Anna Lindh Award i 2007. Romengo repræsenterer den traditionelle musik fra romakulturen, men er også med til at udvide musikkens grænser gennem samarbejde med musikere fra andre genrer. 

Allan Taylor (UK)


I 50 år har Allan Taylor rejst overalt i verden med sine sange og sin guitar. Han startede på de lokale folk-clubs i hjembyen Brighton og tog til New York, hvor han gæstede spillesteder som The Bitter End og The Gaslight Café. Allan Taylor har turneret flittigt i Europa og ikke mindst besøgt biblioteker, klubber, kulturhuse og festivaler i Danmark. Hans sange handler om de fortabte og de ensomme, om de ubeskrevne hverdagshelte, og om mennesker, der lever på kanten af samfundet. Sangene emmer af den længsel, der følger med livet på landevejen. Blandt de mest kendte er "It’s Good To See You", der er blevet indspillet i mere end 100 forskellige versioner og den sørgmodige "Roll On the Day", der handler om minearbejdernes vilkår. Allan Taylor har været med til at inspirere yngre generationer. Deriblandt Jacob Dinesen, der har fundet en god ven og mentor i Allan Taylor.

FolkBALTICA Ensemble (DK, D)

Orkestret FolkBALTICA Ensemble består af cirka 50 unge musikere fra den tyske region i Slesvig-Holsten og det sydlige Danmark. Orkestret er opstået i forbindelse med den årlige folkBALTICA Festival, som finder sted sidst i april. FolkBALTICA Ensemble er denne festivals ungdomsorkester, som både geografisk og musikalsk krydser grænser for traditionel og nutidig folkemusik. Violinisten Harald Haugaard står som kunstnerisk leder af folkBALTICA Festivalen i spidsen for ensemblet med hjælp fra de to gode kolleger Andreas Tophøj og Rasmus Zeeberg. Tønder Festival støtter aktivt talentmassen og fødekæden i folkemusikmiljøet, og det er efterhånden blevet en tradition, at FolkBALTICA Ensemble optræder på festivalen.


Kunstnere 2018 – indtil videre:

The Mavericks (USA), The Lone Bellow (USA), Colter Wall (CAN), B. B. King Tribute feat. Mike Andersen, Shaka & James Loveless, Otis Grand, Thorbjørn Risager, Henrik Freischlader samt band (DK, USA, D), Mike Andersen (DK), Oysterband (UK), David Ramirez (USA), Melissa Horn (SE), The Secret Sisters (USA), William Crighton (AUS), Jeffrey Foucault (USA), Dusty Heart (USA), Skerryvore (SCO), MICHAEL FALCH og DÉT BAND (DK), Cóig (CAN), 3Hattrio (USA),  The Bros. Landreth (CAN),  Joey Landreth (CAN), Sharon Shannon (IRL), Vishtén (CAN), Annika Aakjær (DK), Ímar (SCO/IRL), Michael McGoldrick, John McCusker & John Doyle (SCO/IRL/UK), The Chair (SCO), Luke Winslow-King (USA), Darlingside (USA), Anne Linnet (DK), Sam Kelly & The Lost Boys (UK), Caamp (USA), The Brother Brothers (USA), Tyler Childers (USA), Irish Mythen (IRL), Gordie MacKeeman and His Rhythm Boys (CAN), Tide Lines (SCO), DR Big Band & Basco (DK), The Dead South (CAN), Tami Neilson (CAN/NZ), Allan Taylor (UK), All Our Exes Live In Texas (AUS), FolkBALTICA Ensemble (D, DK), Romengo (HU), Skipinnish (SCO).

ANNONCE