Nyhed

Serpentwithfeet vender tilbage til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Serpentwithfeet gæstede for nylig dette års Haven Festival. Til november vender amerikaneren tilbage på dansk grund, når han gæster København. 

Den 11. november får Lille Vega æren af Josiah Wise, som gemmer sig bag kunstnernavnet serpentwithfeet. 

Den humoristiske amerikaner spillede for små to uger siden på Haven Festival. En koncert, som høstede fem flotte stjerner af GAFFAs anmelder, som blandt andet skrev: "Serpentwithfeet er en helt overjordisk fænomenal vokalist. Han går op og ned og til højre og venstre og rundt og hen og over, og han gør det med en nærmest provokerende lethed."

LÆS OGSÅ: Queer Niels Hausgaard med guddommelig vokal

Med i rygsækken har queer-sangeren det intime debutalbum, Soil, som udkom tidligere på året, et album der er en vaskeægte genreleg af både soul, r&b og electronica. Solisten har en baggrund som gospelsanger og klassisk vokalist, som kan høres på den 30-åriges sangers særprægede numre. Han debuterede i 2014 med singlen "Curiosity of Other Men", to år efter udkom den anmelderroste debut-ep, Blisters.

Billetsalget til koncerten i Lille Vega er netop skudt i gang. 

Få en forsmag på serpentwithfeets unikke vokal med nummeret "cherubim" herunder og varm op til koncerten. 

ANNONCE