Nyhed

Er Brian Johnson tilbage i studiet med AC/DC?

GAFFA.dk - alt om musik

Den tidligere AC/DC-forsanger, Brian Johnson, er blevet spottet sammen med bandets tidligere trommeslager, Phil Rudd, uden for et studie i Vancouver. 

GAFFA kunne i starten af året meddele, at det legendariske hardrock-band AC/DC fortsætter trods stort frafald på bandets front. Pension, sygdom, retsforløb samt et dødsfald har blandt andet forårsaget, at guitaristen og medstifteren Angus Young er det eneste oprindelige medlem, der står tilbage. 

Efter at bandets forsanger, Brian Johnson, i 2016 måtte tvinges på pension grundet en høreskade, trådte Guns n' Roses-vokalisten Axl Rose til og fuldendte den daværende Rock or Bust World Tour i Johnsons sted. Der har dog den seneste tid floreret rygter om, at Young og Rose har i sinde at indspille nyt materiale til et kommende AC/DC-album, og Axl Rose vil være bandets nye forsanger.


LÆS OGSÅ: AC/DC: Hvem er Rolling Stones?

Meget tyder dog på, at de ikke er de eneste, der er inkluderet i indspilningen af det nye album. Brian Johnson og bandets tidligere trommeslager, Phil Rudd, der i 2014 måtte forlade gruppen grundet en længere retssag omhandlende dødstrusler, er nemlig blevet spottet uden for Gastown's Warehouse Studio i Vancouver, hvor bandet har indspillet deres tre seneste album i årene 2000-2014. Dette kunne den canadiske journalist, Jon Alba, afsløre, da han for nogle dage siden lagde et billede af seancen op på Twitter. 

Artiklen fortsætter under billedet


I opslaget springer Alba straks til konklusioner, idet han skriver: "Det er ikke længere kun rygter: Brian Johnson og Phil Rudd er tilbage i AC/DC (mere eller mindre)". 


Opslaget har sparket en masse rygter i gang, idet internettet har taget historien til sig. Om resten af AC/DC-konstellationen befinder sig indendørs i studiet, fortæller historien ikke noget om. AC/DC har endnu ikke udtalt sig om sagen, så indtil videre må vi nøjes med spekulationer. 

LÆS OGSÅ: AC/DC-guitaristen Malcolm Young er død

ANNONCE