Nyhed

Boy George & Culture Club er tilbage efter 19 år

GAFFA.dk - alt om musik

Boy George er nu tilbage med en genforening af det legendariske synth-pop-band Culture Club, der offentliggør, at et nyt album er i støbeskeen efterfulgt af en reunion-turné.

Det tør siges, at Culture Club formåede at præge New Wave-genren gennem 80'erne. Med den karismatiske forsanger Boy George i front skabte de den ene ørehænger efter hinanden - hvem kan for eksempel glemme klassikeren "Karma Chameleon" fra 1983?

Efter mange års pause overraskede de i 2014 med en ny sang "More Than Silence". I kølvandet på denne single meddelte det engelske popband, at de også havde planer om at udgive et nyt album samt tage på turné. Dette projekt blev dog sat på pause, da Boy George måtte sygemeldes grundet en polyp på stemmelæben. 


LÆS OGSÅ: Boy George overvejer at gendanne Culture Club

Det ser dog ud til, at Boy George nu er tilbage med Culture Club, da de i går den 31. juli udgav en ny reggae-inspireret single, "Let Somebody Love You", og meddelte i samme omgang, at et sjette studiealbum kaldet Life er på trapperne. Life er bandets første studiealbum siden Don't Mind If I Do fra 1999.

Culture Club, der i skrivende stund turnerer i Nordamerika, blev dannet i London tilbage i 1981, hvorefter de debuterede med albummet Kissing To Be Clever i 1982De har siden solgt mere end 150 millioner albums over hele verden, hvor bandets androgyne frontmand også har skabt en veletableret solokarriere. 


LÆS OGSÅ: Boy George optræder til Kenneth Bagers 50 års fødselsdag

Life er på gaden den 26. oktober og kan allerede forudbestilles i dag. Både "More Than Silence" og "Let Somebody Love You" bliver inkluderet i albummets trackliste.

Hør feel good-singlen "Let Somebody Love You" her: 


 

ANNONCE