GAFFA.dk - Alt om musik
En ny banger har ramt de danske teenageværelser, lyder det i en pressemeddelelse. Selvom det involverer en Pattesutter, er der intet suspekt i det udsagn. For den stadigt mere populære rapper Pattesutter udgiver nemlig en ny single, der efter eget udsagn er en god blanding af at være catchy og enormt irriterende. Med singlen ”Tuttelu” vinker han ned til alle Pattesutter-haters med en lille infantil melodi og tekst, der hurtigt sætter sig lidt for godt fast.
En lynkarriere
Pattesutter er ikke et navn, man umiddelbart glemmer, for han har hurtigt gjort karriere på den danske musikscene med sine provo-pop-rapsange og et glimt i øjet. Det er en kombination af freestyle, AutoTune og provokerende tekster, der på bare et år har givet ham koncerter på massevis af diskoteker, festivaler, gadefester og på scener som Store Vega, Roskilde Festivals Arena og Smukfests P3-Scene. I GAFFA er han også flere gange spået til at blive et stort navn i 2017.
Læs også GAFFAs interview med Pattesutter fra 2016 her: Bag facaden på singleaktuelle Pattesutter: – Jeg har mere end 50 singler, der bare ligger og venter
Pattesutter udgives af Lil Label, der blandt andet står bag Emil Stabil og Young Bong. Den nye ørehængersingle ”Tuttelu” udkom d. 1. september på alle platforme.
Lyt selv og vurder om ”Tuttelu” ikke også grows on you …