Til september afholdes femte udgave af Digte & Lyd, når arrangementet kommer forbi landets fire største byer.
Til september afholdes femte udgave af Digte & Lyd, når arrangementet kommer forbi landets fire største byer. Her vil nogle af landets mest interessante forfattere og digtere være at opleve, når ord og musik smelter sammen.
Aalborg, Aarhus og Odense får fornøjelsen af Jørgen Leth, Naja Marie Aidt og Caspar Eric & Supapawa, mens programmet i København byder på Naja Marie Aidt, Peter Laugesen, Olga Ravn med Simon Littauer samt Caspar Eric & Supapawa. Ane Cortzen er moderator.
Jørgen Leth
Kulturikonet Jørgen Leth har siden 60’erne været en af de mest markante stemmer i dansk kulturliv. Her var han var en af de første til at kaste sig ud i genren spoken word. Det store forfatterskab breder sig over emner som Tour de France, Haiti, film, sport og Leths eget liv. I 2015 udkom fjerde bind i serien om Det uperfekte menneske, Mine helte, hvor Leths liv belyses på interessant vis gennem hans møde med helte – og skurke.
Naja Marie Aidt
Den Brooklyn-bosatte forfatter er hjemme fra USA for at medvirke i Digte & Lyd. Naja Marie Aidt har netop udgivet bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som handler om sønnen Carls død, blot 25 år gammel. Den ærlige tekst nærmer sig det umulige: at skrive om sit døde barn. Prosastykker til Carl veksler med lyriske passager, og brudstykker fra nutiden glider over i erindringsglimt og dagbogsnotater. Det er en udforskning af poesiens sprog om sorg og kærlighed.
Jørgen Leth og Naja Marie Aidt bliver blandt andet interviewet om deres sprog, klang og rytme i poesien og om at finde inspiration i musikken.
Caspar Eric & Supapawa
Caspar Eric har skrevet sig ind som en af de mest interessante popkultur-digtere, der har debuteret de seneste par år. Senest med digtsamlingen AVATAR, som består af otte digtsuiter, der er baseret på forskellige tekster, udsagn eller kunstværker af og om unge mænd, som har begået selvmord. Sammen med Mikkel Grevsen udgør han duoen SUPAPAWA (udtales superpower), der splitter spoken word-genren fra hinanden og forener autotunet oplæsning med krystalklare afro-synths i et nyt, udadvendt poesiformat.
Peter Laugesen
Siden 1967 har Peter Laugesen leget med form og indhold i sine digte inspireret af beatlyrik. En inspiration, som Laugesen delte med Dan Turèll, som han i 1973 udgav Dobbeltskrift med. I 2016 udkom Brev til en maler, der behandler både kunsten og det stille liv i Brabrand.
Olga Ravn & Simon Littauer
Olga Ravn debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng, der blev fulgt op af spøgelsesfortællingen Celestine og senest Den hvide rose. Digtsamlingen handler om at være tæt på et menneske ramt af alvorlig sygdom. Olga Ravn bliver akkompagneret af musikeren Simon Littauer, der spiller i flere forskellige bandkonstellationer og har produceret for blandt andre MØ, Kwamie Liv og Reptile Youth.
Obs. Endnu et navn vil blive tilføjet programmet i løbet af de kommende måneder.
Programmet for Digte & Lyd:
Torsdag den 14. september - Skråen, Aalborg
Fredag den 15. september - Musikhuset Aarhus Rytmisk Sal
Lørdag den 16. september - Posten, Odense
Søndag den 17. september - Vega, København