Nyhed

Roskilde Festival åbner ny klub for kunst og musik – med blandt andet kropspenetreringer

x

Roskilde Festival har skabt et nyt tiltag i ambitionen om at skabe nye formater i møderne mellem kunst, musik og holdninger på festivalpladsen. Den nye KlubRÅ præsenterer navne som Young Boy Dancing Group, Ligia Lewis, Princess Nokia, Jomi Massage og Arcade Fire-forsanger Win Butler.

Den 1200 kvadratmeter store KlubRÅ introducerer nye rum på festivalen, hvor kunst, musik og holdninger mødes, brydes og udfoldes sammen. Det bliver en ny kluborienteret festivaloplevelse, der fusionerer koncerter, performances, videokunst og installationer.

De kontrastfulde rum er inspireret af Yin og Yangs fem energier – træ, ild, jord, metal og vand – og gennem de fire åbningsdage vil de involverede kunstnere og musikere sammen skabe et, med festivalens ord, "grænseoverskridende og visuelt overrumplende univers, der vender op og ned på emner som seksualitet, køn, etnicitet, lighed og menneskets forhold til krop og teknologi."

KlubRÅ kan blandt andet byde på en syntetisk science fiction-verden med afsæt i den danske kunstner Emilie Alstrups installation og et specialkomponeret lydværk fra den eksperimenterende producer WHY BE. Man kan også møde den amerikanske performancekunstner Ligia Lewis, der skaber en performance med dyriske elementer, en regnmaskine, dj’s og lysshow. Her vil queer-kollektivet Young Boy Dancing Group også levere "chok-effekt for sanserne i deres leg med kropspenetreringer og afstøbninger af kropsdele i deres performance."


Den feministiske New Yorker-rapper Princess Nokia og M.I.A.’s trommeslager Madame Gandhi (billedet) er nogle af de holdningsstærke musikere fra festivalens hovedprogram, der samtidig træder ind i KlubRÅ med alternative shows. Fans af Arcade Fire kan se frem til at stå ansigt til ansigt med forsanger Win Butler, der gæster KlubRÅ under sit alias DJ Windows98. EXP vil som den første gruppe nogensinde spille K-pop - koreansk popmusik - for Roskilde Festivals deltagere, mens de 25 musikere i det danske ungdomsensemble Duen opfører en strygerkoncert, hvor orkestret omgiver publikum. Endelig vil Kenton Slash Demon, der tæller medlemmer fra When Saints Go Machine, levere et elektronisk show omkring en vibrerende stålkonstruktion, mens kunstner og sangerinde Jomi Massage støber skulpturer i et slags ritual, der gør publikum til aktive medskabere.

Den fulde oversigt over KlubRÅs musik og kunst er tilgængelig på Roskilde Festivals hjemmeside.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:


"Vores mål med KlubRÅ er at ændre gæsternes opfattelse af, hvad der overhovedet kan lade sig gøre, når man på en festival skaber en overrumplende kluboplevelse, der både er en totalinstallation i sig selv, men også fusionerer musik og kunst. Vi har arbejdet intenst på projektet i over et år. Så når gæsterne bliver mødt af så holdningsstærke og udtryksfulde kunstnere som Ligia Lewis, Young Boy Dancing Group, Princess Nokia og Duen, håber vi på at give dem en once-in-a-lifetime-oplevelse, der også viser dem, at kunst og markante holdninger hænger tæt sammen på Roskilde Festival.”

KlubRÅ er placeret centralt på festivalpladsen mellem Orange Scene og Arena.

Det er plads til cirka 550 gæster ad gangen, og åbningstiderne strækker sig fra formiddag til de sene nattetimer gennem de fire musikdage på årets festival.


Roskilde Festival 2017 finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.

Årets plakat rummer navne som Foo Fighters, The Weeknd, Arcade Fire, Solange, Lorde, The XX, Trentemøller, G-Eazy, Moderat/Modeselektor, Nas, Ice Cube, Father John Misty og Justice.

Et begrænset antal endagsbilletter er også i salg. Billetter til fredag 30. juni og lørdag 1. juli er udsolgt.

ANNONCE