x
Han regnes blandt de førende pianister på verdensplan og blev et YouTube-fænomen efter sin optræden ved OL-åbningen i Beijing i 2008. Nu kommer den kinesiske klaverstjerne Lang Lang til Danmark, når han giver koncert på Plænen i Tivoli den 9. september.
Lang Lang bliver bakket op af orkesteret Tivoli Copenhagen Phil dirigeret af Thomas Dausgaard, og på programmet er blandt andet Gershwins "Rhapsody in Blue".
Koncerten sker i anledningen af, at Augustinus Fonden fejrer deres 75-års jubilæum i Haven med et dagsprogram dedikeret til musikken. Musikken begynder klokken 11.00 med DR JuniorKoret, der synger de første gæster i møde på Pantomimeteatret. Herudover spiller en række af landets dygtigste musikere med mesterinstrumenter fra Augustinus Fondens samling. Også Tivolis musikalske nestor, komponisten H.C. Lumbye, Tivoli-Garden og en særforestilling med ballet og teater kan opleves på dagen, der afsluttes med et musikalsk timet festfyrværkeri.
Koncerten med Lang Lang og Tivoli Copenhagen Phil starter klokken 21.00.