Steppeulven 2017: Blus på fremtiden, en overvældende triumfator og farvel til en generation

Det var en overdådig prisfest, der løb af stabelen på Bremen i går aftes. En fest der havde sin femdobbelte triumfator i Bisse, og som desuden blev et farvel til bestyrelsen, som med Informations Klaus Lynggaard i spidsen fik sagt farvel til et hjertebarn, som har en unik form og i den grad sætter musikken i centrum. Lad mig herfra affyre en personlig hilsen:

Godt gået, Klaus! Det er en formidabel og vedkommende prisfest, og sjældent har jeg følt mig så godt underholdt.

Med Klaus Lynggaard stoppede også hans tro væbner, som han retteligt blev benævnt - Ekstra Bladets Henrik Queitsch - også i det som de med et skævt smil gav det uhøjtidelige navn, Festudvalget, og den gode nyhed er, at de nu kan give depechen videre til unge kræfter, der har et koncept, som er unikt at bygge videre på i de kommende år.

Men tilbage til festen:

Musikken er som sagt i centrum, og en række storslående optrædender blev det også til, der hos Steppeulven er unikke med hendyn til længden, som nærmest har karakter af tyve minutter lange showcases og ikke bare et hurtigt hit og så ud til højre. Her åbnede Bisse, ligesom vi fik hæsblæsende oplevelser med det nye talent, Katinka, mens der for alvor blev skruet op i selskab med det nordiske heavyorkester Myrkur og Narcosatanicos, mens vi fik set seriøst talent fra Saveus og Folkeklubben, inden Suspekt lukkede festen med en potent optræden. Det var godt nok i orden.

Dertil kom, at sprechtstallmeister T. S. Høeg trakterede os med sin altsaxofon og blandt andet glimtede i selskab med DJ Noize. Høeg spiller fantastisk lyrisk på sit horn, når han vil, og DJ Noize viste os, at scratching med 500 kilometer i timen er en fantastisk sportsgren, specielt når den er tilsat musikviden og udpræget humor.

Og endelig var der så prisregnen, som bestod af de noget aparte udseende keramikstatuetter, der ikke just får en til at tænke på steppeulve, men nærmere om cirkusdyr i dressur, behørigt stående på bagbenene. Hvor vidt den er køn er en anden sag: Bisse var ikke i tvivl allerede ved modtagelsen af sin anden statuette ud af fem: "hvis der er nogen, der vil have en statuette med hjem, siger I bare til!", lød det kækt fra scenen, hvorefter en skov af fingre røg i vejret.

Bland de mere memorable priser var den til de gamle punkere, der blev pionerer indenfor satanisk rock, Mercyful Fate, som med Michael Denner og Hank Sherman (der kaldte sig Hank De Wank eller noget i den stil, da de var pionerpunkbandet The Brats...) i spidsen modtog Pionerprisen, mens der var hilsen fra forsanger King Diamond, som er bosat i USA.

Ligesom det vidunderlige soulband, Liss, fortjent gik hen og blev Årets orkester og en ny stjerne i den grad markerede sig via sin optræden og som Årets håb, nemlig Katinka. Dertil kom, at en rørt MØ var med på film ovre fra USA for prisen som Årets Livenavn, mens priserne for Årets musiker og Årets producer gik til henholdsvis tangentspilleren Adi Zukanovic og Aske Zidore.

Lykkelig Katinka

GAFFA fik en snak med Katinka, som er fra Christianshavn i København og som fortjent vandt i kategorien Årets håb:

GAFFA: Katinka, hvordan var det?

Katinka:

- Det var rigtigt dejligt at vinde, men det var faktisk endnu dejligere at spille. Vi har jo fået et nyt bandmedlem ind, og skulle optræde her og for de her mennesker og anmeldere og musikere, som man respekterer.

GAFFA: Hvem er Katinka?

Katinka:

- Jeg er jo mig, men jeg er jo meget mere et band, der også hedder Katinka og vi har jo arbejdet siden 2012. Vi er ret selvlærte, selv om vi da har en fra Musikvidenskabeligt Institut, som en gang i mellem siger til mig, at "nu intonerer du forkert", det er Marie, der også holder elegancen intakt (griner..)..

- Men vi startede som et projekt, der faktisk ikke var andet end ren hygge, og jeg havde skrevet nogle sange på min ukulele og min bedste veninde, Laura (peger på Laura), som i øvrigt græd, da jeg fik prisen, som den eneste, hvilket var supergodt, for der skal jo være en der græder (de griner..), men hendes daværende kæreste havde lige skabt et lille hjemmestudie i hans lejlighed på Nørrebro, men vi mødtes over nogle øl og der gik nærmest to år, mens vi nærmest prøvede at finde vores lyd, og hvor det egentlig handlede om et projekt, der gjorde os begge to glade, men det udviklede sig, også fordi det er noget specielt at synge noget, der er ens eget og som man føler noget for....

GAFFA: Hvad sang du, når det ikke var dine egne ting?

Katinka:

- Der sang jeg Leonard Cohen og Martha Wainwirght, rigtigt meget, for Laura. Men så fandt vi en lyd, og så var der en dejlig radiovært, der hedder Henrik Aagaard, som tog et nummer fra os og sagde: "Det her nummer synes jeg bare er for fedt!" Og så begyndte han at spille det i radioen, helt uden at vi havde regnet med, at det skulle blive til noget.

(Katinka giver sig til at diskutere med Folkeklubben om en flaske rom, der vist er blevet givet til Suspekt, og som bandet skulle fejre prisen med nu. De er overlykkelige og joker og er varme, og der er lige plads til et sidste spørgsmål...).

Katinka: Men Årets håb er jo meget en pris, der handler om store forventninger, og det kan jo både være hårdt og dejligt og lækkert på samme tid. Men vi udgiver debutalbum i slutningen af marts, og så skal vi ud på scenerne. Så vi ses!!!