Læs også interviews med Soleima, MNEK og mange flere, se hvem der bliver store i 2017 og læs stor uddannelsesguide
Så er GAFFAs første nummer i 2017 på gaden. 84 sider sprængfyldt med interviews, nyheder, anmeldelser, koncertkalender og meget mere. Du kan nu læse bladet online eller finde det på en café, et bibliotek, en pladebutik, et spillested eller en anden kulturinstitution nær dig.
Månedens hovedhistorie er stort interview med Simon Kvamm, der 27. januar er aktuel med sit første soloalbum, "Vandmand". Vi har mødt sangeren fra pauseholdende Nephew og De Eneste To på den nye hjemmebane i Klitmøller ved Vesterhavet til en snak om blandt andet at balancere humor og alvor, om at få gode råd fra Frank Hvam – og om hvorfor Drengene Fra Angora ikke bliver gendannet.
De bliver store i 2017: Vi har fundet 12 danske og 12 internationale navne, vi spår et gennembrud i det nye år. Læs om dem før din nabo!
Peter Doherty var med til at genåbne spillestedet Le Bataclan i Paris omkring årsdagen for terrorangrebet 13. november 2015. Vi har været hjemme hos ham i huset lidt uden for Paris aftenen før koncerten til et stort, eksklusivt og åbenhjertigt interview om blandt andet stoffer, børn og det nye album "Hamburg Demonstrations" – men pludselig må GAFFAs udsendte gemme sig på loftet.
Traditionen tro bringer GAFFA i januar en stor uddannelsesguide – denne gang om blandt andet kreative IT-uddannelser og kollegieliv. Og så har vi talt med psykologiprofessor, bestsellerforfatter og nejhat-bærer Svend Brinkmann.
Find GAFFA på en café, et bibliotek, en pladebutik, et spillested eller en anden kulturinstitution nær dig eller læs bladet online. Du kan også få GAFFA sendt direkte til døren hver måned for kun kr. 29,-: tilmeld dig GAFFA Guld her. Rigtig god fornøjelse med januarudgaven af GAFFA!