Den engelske singer-songwriter gæster det nordjyske til foråret, og det bliver den eneste skandinaviske koncert, han giver i denne omgang.
Det bliver en unik koncert, når James Morrison onsdag den 26. april spiller koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center. Koncerten bliver nemlig den eneste, som verdensstjernen afholder i hele Skandinavien i denne omgang.
Det er andet år i træk, at Morrison kommer til landet. Sidste april spillede han Vega op, inden han i juli holdt sommerfest i Tivoli Friheden i Aarhus ved en koncert, der kastede fem stjerner af sig, og hvor GAFFA-anmelder Camilla Palmann erkendte, at "James Morrison stadig smelter pigehjerter".
Soul-sangeren, der i tide og utide bliver forvekslet med en anden britisk charmetrold, James Blunt, hittede allerede i 2006 med sin debut-single ”You Give Me Something”. Morrison slog dog for alvor sit navn fast på den internationale scene med sit andet studiealbum ”Songs for You, Truths for Me” i 2008, hvor samarbejdet med den canadiske sangerinde Nelly Furtado ”Broken Strings” tog verden med storm.
Billetsalget til den nordjyske forårskoncert begynder på fredag den 17. februar kl. 12.
Indtil da kan høre single ”Demons” fra James Morrisons seneste album ”Higher Than Here” i videoen nedenfor.