Wanner & JonasForFanden fyrer op for ny single med musikvideo.
Wanner og JonasForFanden alias Specktors fyrer op for farvestrålende ferievibes i en ny musikvideo. Sammen tager hiphop-gruppen hul på weekenden med den nye single ”Ferie”.
Et nummer, der sender tankerne væk fra Danmarks grænser.
Vinterbleghedens maxpunkt
Calypsotrommerne flirter lydbilledet. Wanner & JonasForFanden er hoppet i kulørte hawaiiskjorter.
– Jeg ku’ ta dig med på ferie, skråler gruppen, mens baggrunden bag dem skifter fra en strand med palmer til et snelandskab.
Sangen ”Ferie” er indspillet midt i den kolde danske vinter. Her er trackets lyrik inspireret af Wham-citatet ”Drinks are free, fun and sunshine, there's enough for everyone", som kommer fra sangen “Club Tropicana”.
– Vi tager ordene meget bogstaveligt og planlægger at ende vores dage præcis sådan et sted, forklarer Specktors.
Men ifølge gruppen er det ikke kun citatet, der har haft farvet musikken. Vinterens farvning af huden har haft en særlig betydning for sangskrivningen.
– Da vores vinter-bleghed havde nået sit max, drømte vi os væk mod varmere himmelstrøg. Derfra skrev sangen sig selv, siger Specktors, der yderligere forklarer, at ideen til musikkens billedside har samme inspirationskilde:
– Vi jo skulle ud at rejse og arbejde lidt på vores tan, lyder det fra gruppen.
Videoen er en visuel rejsebillet til forskellige feriemål i verden. Med dansende fødder kommer Specktors forbi regnskove og pyramider såvel som savaner og golfbaner.
Piña colada i maskineriet
Igennem de seneste uger har Specktors varmet op til singleudgivelsen ved at uddele visuelle smagsprøver på de sociale medier i form af billeder fra musikvideoen.
En single, som ifølge Specktors ikke afviger fra bandets tidligere udgivelser. Dog har en særlig artist haft en finger med i spillet.
– Det er den første single, vi har lavet med Pilfinger fra Djämes Braun, og han har hældt lidt ekstra piña colada i maskineriet, så forhåbentlig er den sød og lækker
Ud over videoen er singlen præsenteret igennem en delfin i en hawaiiskjorte. Grafik, som gruppen selv har designet.
Tre hurtige til Specktors:
Hvad betyder ferie for jer?
– Dårlig wifi, gademad, hygge og hvide strande
Hvordan er jeres ultimative drømmeferie?
– Varm og svedig
Hvad kan man forvente af jer i fremtiden?
– Hårtab, slidgigt og tinnitus… Og en ep lige om hjørnet.
Pak kufferne, find surfbrættet og ta’ på ferie med Spectors i gruppens nye musikvideo.