Politiet i Seattle har offentliggjort billeder af det gevær, som den forpinte Nirvana-frontmand brugte til sit selvmord
Politiet i Seattle har offentliggjort billeder af geværet, som Nirvanas frontmand Kurt Cobain brugte til sit selvmord. Det skriver NME. Se billederne her forneden.
Den 27-årige Kurt Cobain døde i april 1994, og den officielle dødsårsag blev bestemt til selvmord ved geværskud til hovedet. Omstændighederne om Cobains død har siden været genstand for adskillige konspirationsteorier. Cobains hustru, Courtney Love, har ofte set sig selv i centrum for beskyldninger om at stå bag dødsfaldet og har i nogle tilfælde grebet til sagsanlæg for at rense sit navn.
På nyligt uploadede billeder på politiafdelingns hjemmeside poserer politimanden Mike Ciesynki med geværet, som blev fundet på gerningsstedet. Ifølge The Associated Press blev billederne taget allerede i juni 2015, men først lagt op i politiets computersystem den 3. marts i år.
Der er endnu ikke kommet en forklaring på, hvorfor billederne er blevet offentliggjort, og politiet i Seattle har ikke kommenteret yderligere i sagen.
Sidste år udkom dokumentaren "Montage of Heck" om Kurt Cobain af Brett Morgen. GAFFAs anmelder Henrik Tuxen var begejstret for filmen, som han tildelte fem stjerner og blandet andet skrev følgende om: "Brett Morgens over to timer lange dokumentarfilm om Kurt Cobain har sin absolutte styrke i sin adgang til eksklusivt materiale. Han må have sweet-talked såvel Kurts biologiske familie som enken Courtney Love godt og grundigt, for sjældent har man set en dokumentarfilm om et afdødt ikon, hvor der over 20 år senere dukker så mange stærke og personlige filmoptagelser frem."
Filmen banede også vej for albummet "Montage of Heck: The Home Recordings", hvorpå Cobains private demooptagelser. Albummet var dog for rodet for GAFFAs musikanmelder Keld Rud, der kvitterede med to stjerner og skrev: "Man skal være overordentlig stor fan af Cobain for at kunne finde værdi i denne rodebunke af løse sangidéer, collager af lyde og stemmer og eksperimenter, ligesom man sikkert skal være ansat hos Universal for at forsvare udgivelsen."
Se billederne her: