Skuespilleren har fortolket jazzklassikeren ’I’ve Never Been in Love’ til Baker-filmen
Den Oscar-nominerede amerikanske skuespiller Ethan Hawke (kendt for "Before"-trilogien) har i anledning af en kommende biopic-film omhandlende Chet Baker (billedet) indspillet en smuk fortolkning af den 66 år gamle jazz-sang "I've Never Been in Love".
Den kommende film "Born to Be Blue" er en fremstilling af jazzlegenden Chet Bakers (1929-1988) musikalske comeback i sen-tresserne, og det er Hawke, som i filmen vækker ikonet til live.
Jazz-klassikeren er oprindelig skrevet af sangskriveren Frank Loesser i 1950, og det er den ømme Baker-version, som Hawke har fortolket til filmen.
"I've Never Been in Love" var en del af trompetisten og sangerens 1956-vokaldebut "Chet Baker Sings".
Instruktøren af "Born to Be Blue", Robert Budreau fortæller i et interview til Rolling Stone, at målet for deres jazzkomponist og -arrangør David Braid var at skabe et unikt arrangement, "som kombinerer den vintage 1960-lyd med hints af modernisme", hvilket sammen med sangens tekst fungerer som det perfekte klimaks for filmen.
Budreau forklarer desuden til Rolling Stone, hvorfor Hawkes cover af Baker-sangen fungerer: "han forsøger ikke er imitere Chet Baker … men finder i stedet den bittersøde ømhed, som er essensen af Bakers gådefulde stemme".
"Born to be Blue" har amerikansk premiere 25. marts.
Vurder selv Hawkes' fortolkning her. (Soundcloud-afspilningen findes ca. 1/3 nede på siden)