I audiens hos Laurie Anderson

Det skulle egentlig have været koncert i Helsingør, men om morgenen røg der besked ud om, at koncerten var udskudt til august i stedet, hvor det så til gengæld bliver til to af slagsen. Måske havde det med sikkerhed at gøre, måske ville Laurie Anderson hellere optræde i en anden sal end den planlagte – under alle omstændigheder havde man formået, i sidste øjeblik, at lande en aftale med Bremen Teater i København om at lægge scene til kombineret foredrag og artist talk med Anderson, som en slags sidste-øjeblik-plaster-på-såret.

Jeg forbinder egentlig mest Bremen Teater med endeløse genudsendelser af tv-komik af den slags, jeg helst undgår, men da jeg ankom, var det med dansende børn på programmet. Det varede nu ikke længe, før Anderson-folket dukkede op – og lige pludselig så mange, så trappen ned mod selve salens indgang var forvandlet til en tæt kø. Folk blev lukket ind, og snart var salen fyldt, en sal, som på mange måder, hvad størrelse og opbygning angår syntes at passe perfekt til lejligheden.

Undskyld!
Første indslag fra scenen var Mikael Fock fra Kulturværftet og Click Festival, der gav uforbeholdne undskyldninger – det her var jo ikke den koncert, vi alle havde håbet på. Det blev dog forsikret, at Anderson ville komme tilbage og give koncerter i slutningen af august. Herefter kom hovedpersonen selv, velklædt i sort og hvidt, på scenen til massive klapsalver. Ud over Laurie Anderson selv var scenen udstyret med laptop, et par stole med dertilhørende sofabord samt et stort lærred bagerst.

Laurie Anderson indledte med at takke folk for at være dukket så talstærkt op til trods for situationen og forklarede så, at netop i forlængelse af benævnte situation ville aftenens foredrag komme til at kredse en del om Plan B-scenarier. Det gjorde det også, men som man kunne vente sig af Anderson, så kom vi også langt omkring i den stærkt fabulerende manege undervejs, og er der nogen, der mestrer netop den slags, så er det Laurie Anderson.

Lærredet i baggrunden blev taget i brug for at demonstrere diverse pointer, typisk med udgangspunkt i forskellige koncerter, performances, installationer og andet godt fra Laurie Andersons lange og brogede karriere, og samtidig var hun meget god til – og tak for det – at slukke for billederne, når de ikke skulle bruges, således at hendes eget nærvær og hendes helt specielle stemmeføring stod i fokus. Det er jo ingen hemmelighed, at Laurie Anderson kan noget med sprog – vi taler en kunstner, der har udstyret violiner med tonehoved fra båndoptager og udskiftet buehår med båndstrimmel for at kunne spille stemmeoptagelser for- og bagfra på den måde, som audiopalindrom – men nok så væsentligt; hun har en helt tydelig kærlighed til at udtrykke sig sprogligt, hun gør noget ud af det på et niveau, som er et andet end de fleste andre menneskers, og det er måske i virkeligheden derfor, man i så høj grad lytter, når hun åbner munden.

Plan B
Anderson fabulerede naturligvis, men var også god til at blive ved med at kredse om det overordnede emne, det der med Plan B-strategier, typisk i forhold til kunstnerisk produktion, rigt illustreret med eksempler fra egen karriere. I flere tilfælde, fortalte hun, var vellykkede projekter vokset ud af ændrede planer og en villighed til netop at turde improvisere eller gøre tingene på en lidt anden måde end først antaget. Og så var der alle de morsomme fortællinger om Plan B-scenarier, der mest var vokset ud af skøre idéer, som Anderson mest havde præsenteret sådan lidt tilfældigt til forskellige samarbejdspartnere, som velvilligt havde sagt ja tak – det hjælper nok at hedde Laurie Anderson i den slags tilfælde. I hvert fald fremgik det temmelig tydeligt af den til tider let sarkastiske humor, at flere projekter, der endte med at blive til noget, oprindeligt var født af idéer, som Anderson meget klart havde forventet ville blive afvist blankt som lige en tand for gakkede.

Og som altid med Laurie Anderson – bedst som vi griner af hendes skarpe humor, så drejer hun omkring, skifter retning. Man er ikke helt klar over hvordan, men lige pludselig er hun havnet i Guantanamo-lejren, i samarbejde med en ung fange, som har været udsat for gentagen tortur. Vi hører, hvorledes der er massive problemer med selvmord i lejren, og så lige pludselig ikke længere, for nu taler man, i rapporterne, ikke længere om selvmord, men om "selvpåførte skader med eventuel dødelig udgang" – George Orwells NySprog har – desværre – ikke levet forgæves. Og nu er det overhovedet ikke sjovt længere, men derimod, i bogstavelig forstand, dødeligt trist. Anderson har hele karrieren igennem mestret denne helt specielle balance mellem humor og tragedie, og på en måde, hvor humoren og tragedien ikke kun benyttes som kontraster, men også forstærker hinanden, skaber større fælles forståelse. Det kan minde lidt om vores egen Gustav Wied.

Artist talk og spørgsmål fra salen
Efter en times tid med foredrag kom Informations musikredaktør Ralf Christensen på scenen, og han og Anderson tog plads i stolene til en lille snak. Ralf Christensen har også tidligere interviewet Laurie Anderson og var godt inde i materialet, så det var et fint valg, og snakken fungerede godt, med udgangspunkt dels i det just overståede foredrag, dels "Heart Of A Dog"-filmen plus det løse. Ofte stillede Ralf Christensen præcise og velformulerede spørgsmål, som Anderson besvarede, men selvsagt brugte til at vandre ud ad alskens tangenter, sådan lidt efter devisen indskudt sætning på indskudt sætning, der snørklede omkring som spiral, snart her, snart der, med referencer tilbage til forskellige projekter i karrieren, filosofiske tanker, kunstneriske overvejelser eller strategier, naturligvis spædet op med humoristiske betragtninger af forskellig art og... jeg tror læseren forstår, hvad jeg mener med masser af indskudte sætninger.

Men, og det er en væsentlig pointe, til trods for et, lad os være ærlige, respektabelt højt lixtal, så var Laurie Anderson god til at bevare fokus, til ikke at tabe publikum. Og selvom hele seancen jo på mange måder handlede en hel del om Anderson selv, så blev det ikke på noget tidspunkt navlepillende. Således stoppede Laurie Anderson da også på et tidspunkt sin egen talestrøm for at levne tid til spørgsmål fra salen.

Der blev spurgt ind til samarbejdet med andre kunstnere, herunder Andersons flere forskellige omgange med Jean Michel Jarre, som hun beskrev som en absolut ligesindet teknologinørd, og der blev også snakket om – og demonstreret – oral teknologi, krydret med en historie om dengang, Anderson måtte søge lægehjælp, fordi en elektronisk lydanordning, som hun havde stukket i munden var batterilækket og på den måde havde limet sig fast (!). Der blev snakket om, hvorledes Anderson i høj grad har arbejdet selvbiografisk med sin kunst, også med væsentlig brug af de triste sider af tilværelsen, herunder ikke overraskende lidt snak om Lou Reeds død, og afslutningsvist udtrykte Laurie Anderson håb om, at vi alle ville finde lejlighed til at dukke op til koncerterne i august. Jeg er i hvert fald frisk.