Nyhed

Trailerpark Festival lukker: Reaktioner fra musikere og gæster

- Festivalen har altid emmet af en åben stemning, afslappet og hjemlig, siger Vinnie Who

Når musikken klinger ud på dette års Trailerpark Festival lørdag den 30. juli bliver det for sidste gang. Festivalen, der i år fejrer 10 års jubilæum, drejer nemlig nøglen om og lukker og slukker efter sommerens festival. Det sker dog ikke af økonomiske årsager, men snarere i ønsket om at stoppe på toppen, mens legen er god.

Her forneden kan du læse en række reaktioner fra danske musikere og gæster. De hæfter sig særligt ved festivalens åbenhed og dens rum til kreative sjæle.


Oh Land fik sin første festivalchance på Trailerpark Festival, og hun hæfter sig især ved festivalens rummelighed:

"Trailerpark var den første festival der bookede mig. De er ikke bange for at tage chancer og først og fremmest er det et program der er lagt med hjertet istedet for billetsalg in mente. Det kan man mærke. Der er altid spændende nye navne fra undergrunden. På Trailerpark Festival må man gerne må 'stikke ud'. Der er plads til at gøre ting utraditionelt og det er mega vigtigt som musiker for at kunne finde sine egne ben at stå på. Første gang jeg spillede på Trailerpark Festival var det med uglemaske på og fugle-marionetdukker og sæbeboble-håndpistol. Og det var der ingen der syntes var specielt aparte."


Pelle Peter Jensen, der har været konferiencier 7 år i træk på festivalen, anser festivalen som en hyldest til Københavns kreative miljøer. Han siger:

"Jeg har haft æren af at være konferencier på Trailerpark 7 år i træk. Jeg føler mig velbevandret nok i det danske festivaludbud til at kunne sige at Trailerpark er et helt unikt univers. En boble af farver og lyd. En slags storby-udgave af Roskilde Festival, hvor de bedste af de nye danske navne, fik mødt deres kommende fans. Hvor stjerner blev født og hvor kunst ikke bare er pynt. Et pissefriskt og inspirerende bud på hvordan man hylder Københavns kreative miljøer uden at skele til om det enten er alt for mærkeligt eller for poppet, så længe det har en gnist. Fedhed med kant og glæde. Som toastmaster for foretagendet vil jeg gerne sige tak for god opførsel og den kæmpeste fest. Skål!"

"For mit vedkommende kommer jeg allermest til at savne at spille på festivalen. Jeg har altid følt at det var som at komme hjem, at spille i de omgivelser i min egen by og jeg har haft nogen af de bedste og varmeste koncertoplevelser på trailerpark både med Cancer og When Saints Go Machine og så har det også været et sted hvor alle vores venner gad at komme og se os spille og hænge ud bagefter og det er altid dejligt," fortæller Nikolaj Vonsild (When Saints go Machine // Cancer).

"Trailerpark adskiller sig fra mange andre festivaler på den måde at det af en eller anden grund også med mange mennesker altid har virket hyggeligt og hjemligt frem for kaotisk og det har klart noget med selve stedet omkring skateparken at gøre, at rammerne skaber en intimitet, men bestemt også alle de mennesker der har arbejdet på udsmykningen af festivalen hvert år og de mennesker der står bag den."

Han tilføjer: "Jeg er helt sikker på at vi kommer til at mangle en festival af den størrelse i København hver sommer, hvor både etablerede og nye acts mødes midt I byen. Jeg er blevet kysset, har set min bror tage hovedspring fra en af ramperne I hallen i eufori og holdt min mors fødselsdag med sang, champagne og pot og meget andet, så jeg kommer til at savne at have jer at hygge med hver sommer, en hel del tror jeg faktisk."


Vinnie Who (billedet), der også er på årets program, har været en del af festivalen i mange år. Han husker glædeligt tilbage med stor ømhed:

"Vi er startet som hus-orkester. De har fra starten støttet op omkring os og satset på os. De har altid givet os de bedste spilletider og det har hjulpet os i troen på os selv. Festivalen har altid emmet af en åben stemning, afslappet og hjemlig."

"Anden gang vi spillede, lukkede vi det hele ned fordi, at de syntes vi var det vildeste partyband. Halvt inde i koncerten ser jeg til mig til højre, og der står Kongerne og Dronningerne af Københavns natteliv og danser halvt inde på scenen til vores musik. Det skabte en fantastisk stemning og et blåstempling af at vi var på vej i den rigtige retning. Og samtidig følelsen af en eurofori og en letsluppen stemning af, at det bare var fest og vi alle var på samme hold." 


"De har åbent folks øjne for nye talenter og de har været med til at definere hvordan folk ser os som band. At der altid bliver holdt en fest når vi er på scenen."

"Det er fint de skal videre. De har samlet folk igennem kunsten. De har været all around. De har fra starten haft et kæmpe netværk og været dygtige til at samle folk der har noget at bidrage med. De har med til at åbne dørene for mange. Tak for denne gang og vi ser frem til at slutte 10året med et brag!"

Trentemøller afslutter: "Tak for 10 X Trailerpark Festival! En fedt alternativ til de mere etablerede og en københavnsk festival der tog dens omgivelser alvorligt . Det var altid spændende at se den kreative og legende udsmykning der dannede rammen og satte scenen for musikken!"


 

 

ANNONCE