Nekrolog: Paul Kantner 1941-2016 – Tryllesommerens med-ideolog er død

Så gik den ikke længere for Paul Kantner. Jefferson Airplane-frontmanden blandt flere smadrede hovedet som helt ung i en motorcykelulykke, hvilket reddede ham, da han fik en hjerneblødning som 39-årig! Hullet i hovedet lettede trykket på hjernen, og han kunne fortsætte karrieren i yderligere 35 år. Indtil i går.

Når jeg skriver "blandt flere", er det selvfølgelig fordi, umiddelbart overstråledes den bebrillede mand med Rickenbacker-guitaren af de fotogene og satans velsyngende kollegaer i front, Marty Balin og Grace Slick. Men det siger noget om mandens status og statur, at han beholdt pladsen i et af de vigtigste hippieorkestres triumvirat i front. Han var Mr. Revolution, ikke bare i bandet, men i høj grad også blandt kollegaerne fra området omkring krydset, hvor gaderne Haight og Ashbury mødes.

Paul Lorin Kantner var manden som Washington Post engang kaldte den politiske samvitighed og space-hoved i Jefferson Airplane, til hvilket den altid slagfærdige Kantner ville sige:

– Vi var faktisk et meget apolitisk band, hvis du virkelig analyserer det. Vi havde den luksus at komme fra San Francisco, som var et meget sundt sted for unormale mennesker, og i kontrast til Berkeley-universitetet og andre politiske steder i 1960'erne, havde vi held til at skabe vores eget univers, hvor vi i stedet for at lave oprør mod rådhuset, som de fleste nok har gjort, havde vi den luksus at kunne slippe af med ikke at kæmpe mod bystyret og i realiteten skabe vores eget styre, men uden al bureaukratiet, og gå ud og etablere en evne til at gøre, hvad vi ville og af en eller anden grund lykkedes med det.

– Jeg plejer at sige, at havde jeg været født et andet sted, end i San Francisco, var jeg nok for længst blevet henrettet! Vi var ikke apolitiske, men gjorde tingene på en alternativ måde....jeg gik i katolsk skole, og jeg lærte tidligt, at det var meget lettere at bede om tilgivelse end om tilladelse...!, sagde Paul Kantner i et interview sidste sommer.

Og der var noget om snakken. Gennem 1960'erne og ind i 1970'erne var Kantner og hans orkestre, Jefferson Airplane og Jefferson Starship, ofte ramt af censur mod at blive spillet offentligt i USA. Det ramte deres store hit, White Rabbit, der er en af de bedste drug-sange nogensinde, og som faktisk – som det andet store hit, Somebody To Love, fra mesterværket Surrealistic Pillow fra 1967, stammede fra Grace Slicks band før Jefferson Airplane, The Great Society – og de ramte de sange, hvor bandet stod stejlt op mod krigen i Vietnam, som på singlen Lather og især den sidste Jefferson Airplane-plade, Volunteers. Mange husker, hvordan bandet gik på på den store Woodstock-festival og Grace Slick lægger ud med at sige "You've seen the heavy groups. Now it's time for morning maniac music".

Og Paul Kantner supplerer:

"Believe me!"

Her ville de dygtigt sige, hvad alle tænkte og elegant skabe en musik, der var avanceret, ikke specielt kommerciel, og alligevel havde slagkraft.

Ligesom baggrunden i folkemusikken aldrig forlod Paul Kantner, som tidligt ville lave sange, som havde noget af den samme lethed som The Byrds' ting fra perioden, men der ville også være en dybde og et syret univers, som var unikt. Som på D.C.B.A.-25 fra Surrealistic Pillow, hvor titlen referer til de brugte akkorder, samt en hint i retningen af det stof, alle i miljøet spiste som bolsjer, LSD-25. En anden markant sang fra Paul Kantner var den syrede åbning på det andet 1967-mesterværk, After Bathing At Baxter's med titlen The Ballad of You & Me & Pooneil. Her ville Kantners rolle som styrmand i bandet være tydeligt.

Paul Kantner var af sin tyske far blevet sendt på militærkostskole, og det havde en evig effekt på ham. Som helt ung blev han stærkt påvirket af folkgruppen The Weavers, som med medlemmer som den fine sangerinde Ronnie Gilbert, og legendariske Pete Seeger var en kæmpeinspiration for mange af dem, der fulgte efter, så som The Kingston Trio, Peter, Paul & Mary og Bob Dylan. Samt alle de unge folkesangere, der hang ud omkring beatgenerationens område i San Francisco, North Beach, og som siden skulle komme til at præge hippiegenerationens bands.

Blandt de folk, som ville hænge ud her var senere flowerpower-ikoner som David Crosby fra The Byrds og Crosby, Stills, Nash & Young, Jerry Garcia fra The Grateful Dead og Country Joe McDonald. Kantner havde fra barndommen været stærkt præget af science-fiction, og en række af hans ting både med Jefferson Airplane og Jefferson Starship tog udgangspunkt i det tema.

I en årrække dannede Paul Kantner par med Grace Slick, med hvem han fik datteren China. Som duo var de et af rockens vigtige par – så længe det varede. Slick – som før Kantner datede trommeslageren og siden skred med en roadie – forlod en dybt såret Kantner og er i øvrigt i dag maler med en naivistisk stil, med ikke ringe succes. Man kan så forholde sig til hendes portrætter af Jerry Garcia og andre ikoner og tænke sit...

Trods ægteskabets ophør kunne de to fint være i stue sammen, og Slick medvirkede på en række inkarnationer af efterfølgeren til Jefferson Airplane, som hed Jefferson Starship og i 1975 havde et stort hit med pladen Red Octopus of singlen Miracles, som vi var nogle stykker, der hørte meget i de år, ikke mindst fordi Marty Balin var tilbage og lagde sin smukke tenor fornemt ind i det varierede lydbillede.

Den efterfølgende inkarnation, Starship, havde Kantner intet at gøre med og dermed ikke med det store hit We Built This City, der blandt andet har været på musikbladet Rolling Stones liste over de ti værste numre i 1980'erne – helt berettiget.

Paul Kantners helse var dog ikke den bedste, og sidste år kom det første varsel i form af et hjerteanfald. Han kom sig så nogenlunde, indtil det altså var slut i går.

Med Paul Kantners død er en af flowerpowergenerationens store pennefører ikke mere. Men også en mand der satte sine vigtigste spor i løbet af Jefferson Airplanes ekstremt produktive år mellem 1966 og 1969.

Paul Lorin Kantner (1941-2016) – Æret være hans minde.