Nyhed

Funklegenden George Clinton & Parliment Funkadelic giver dansk koncert

Danmark bliver funky til foråret

Den amerikanske sanger og sangskriver George Clinton og hans band Parliament Funkadelic giver koncert i DR Koncerhuset, Studie 1 den 5. maj.

George Clinton har siden 1970'erne været stilskaber inden for funkmusikken med sine to orkestre, Parliment og Funkadelic – som nu er slået sammen til ét band – og som solokunstner. I 1997 blev George Clinton & Parliament Funkadelic optaget i Rock and Roll Hall of Fame for deres særlige bidrag til moderne musikhistorie.

En lang række kunstnere fra Prince til Red Hot Chili Peppers, og inden for hiphop i særdeleshed, blandt andet funky start-90'er-navne som Dr. Dre og Warren G, har trukket på George Clinton & Parliament Funkadelic som inspiration og som kilde til talrige samples. Også Kendrick Lamar har kastet sin kærlighed på Clinton, der derfor medvirker på det meget roste album ”To Pimp A Butterfly” fra 2015.


George Clinton er i dag 75 år, men stadig aktiv, både på scenen og i studiet for at færdiggøre et nyt album, som udkommer på Flying Lotus' Brainfeeder-selskab. 

Billetsalget begynder fredag den 16. december klokken 10.00.

George Clinton & Parliament Funkadelic besøgte senest Danmark til Vanguard Music Festival 2014, hvor GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr uddelte fem stjerner og blandt andet skrev følgende:


"Klassikerne som One Nation Under a Groove, Mothership, Testify eller We Want the Funk derimod - de sparkede mås, og fik alle til at danse, synge og klappe med. Det er et privilegium at opleve talentfulde musikere og ditto sangere, og det var i alt sin enkelhed, hvad denne fredag aften bød på i Søndermarken. Det var synd, Clinton og hans legesyge band ikke fik mulighed for at lukke festen med flere timers musik, for det var publikum mere end klar til. Men lidt har også ret." Læs hele anmeldelsen her.

Oplev Funkadelic anno 2016 i selskab med Kendrick Lamar og Ice Cube:


ANNONCE