Nyhed

Sikkerheden øget til dansk Eagles of Death Metal-koncert

Når det amerikanske rockband indtager Amager Bio i aften, bliver det med skærpet sikkerhed

Man tager ingen chancer, når Eagles of Death Metal i aften spiller på Amager Bio. Selvom politiet slår fast, at spillestedet ikke er et terrormål, har man alligevel valgt at øge sikkerheden. Det skriver Politiken i dag.

Eagles of Death Metal måtte sidste år aflyse deres danske koncert efter den frygtelige terrorhandling på det parisiske spillested Bataclan den 13. november, der kostede 90 menneskelig.

Jens Jespersen fra Københavns Politi siger til Ritzau, at politiet er lidt mere oppe på mærkerne i dag end normalt og har vurderet, hvorvidt koncerten kunne være mål for nye angreb.

"Der bliver sat nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger i værk. Hvad de går ud på, vil jeg selvfølgelig ikke sige, for den viden skal en eventuel modpart ikke have foræret", siger han.

Eagles of Death Metal vendte tilbage til Paris den 16. februar. Forsanger og guitarist Jesse Hughes, startede ifølge CNN koncerten med ordene: "Bonsoir Paris, vi er klar på det her". Herefter gik koncerten i gang, hvor blandt andet Josh Homme, som ikke spillede med bandet den 13. november i Paris, var med på trommer. Herudover inkluderede bandets sætliste en coverversion af Rolling Stones' "Brown Sugar".


Sikkerheden under koncerten var i top. Derudover var der 30 psykologer til stede ved koncerten i tilfælde af, at nogen skulle blive overvældet af følelser under showet.

Særlig forsanger Jesse Hughes har været mærket af den tragiske begivenhed og har tiltrukket sig en del negativ opmærksomhed med sine udtalelser. Han har siden hen forklaret, at han er blevet hårdt påvirket psykisk af hændelsen.

ANNONCE