Nyhed

Lyt: 11 essentielle sange i maj

GAFFA maj er på gaden, og vi guider til 11 essentielle tracks, der kan tjene som soundtrack til din måned

Maj er over os, selvom det traditionelle varme majvejr lader vente på sig, og i den anledning bringer vi et opsamlingsheat over månedens allerstærkeste sange, som du bare MÅ høre. Hør dem alle nedenfor:

Du kan også høre sangene på Spotify:



D.A.R.K. - Curvy


Den tidligere bassist i The Smiths, Andy Rourke, og The Cranberries-sangerinde Dolores O'Riordan har dannet gruppen D.A.R.K med den amerikansk dj Olé Koretsky. Curvy er første single fra deres hånd og byder både på ulmende elektroniske elementer, rytmeguitar og dundrende trommer. Mens instumenteringen galoperer over stepperne, forholder vokalharmonierne sig sløve og på ingen måde så agressive, som man kender O'Riordans vokal fra The Cranberries' landeplage Zombie. De udgiver deres debutalbum Science Agrees i næste måned.

 


SBTRKT - Goodmorning feat. The-Dream


Producer Aarone Jerome udgav meget pludseligt sin ep Save Yourself. Det er første udgivelse siden studiealbummet Wonder Where We Land fra 2014. Sampha er selvfølgelig fast inventar, mens The-Dream, D.RAM og Mabel er nye samarbejdspartnere. SBTRKT har selv udtalt, at materialet minder om hans selvbetitlede album fra 2011 i kraft af tætbarberede produktioner og følelsesladet overflod.


A.K. Paul - Landcruisin'


Producer A.K. Paul er bror til den næsten sagnsomspundne Jai Paul, der hurtigt blev berygtet for numrene BTSTU og Jasmine. De to brødre har dannet instituttet Paul, og Landcruisin' er første A.K. Paul-producerede single, der er sluppet fra deres hånd. Nummeret bevæger sig nænsomt gennem funkreferencer, soul og rock. Det er første soloprojekt fra produceren, der tidligere har sat sit præg på musik fra sværvægtere som Miguel, Big Boi og Sam Smith.


Whitney - Golden Days


Det er tidligere Smith Westerns-medlemmer Max Kakacek og Julien Ehrlich, der i øvrigt også har været trommeslager i Unknown Mortal Orchestra, der står bag Whitney. Et friskt skud i indierocken, der med tilbagelænede Golden Days giver et seriøst bud på sommersoundtracket. Det er endnu sparsomt med materiale fra deres hånd, men tidligere single No Woman er også værd at give et lyt. Deres debutalbum Light Upon The Lake udkommer senere på året.




Meghan Trainor - Watch Me Do


Der er langt fra retro-æstetikken på All That Bass til seneste single fra den amerikanske sangerinde, der for få måneder siden kunne stikke af med en Grammy for "Bedste nye kunstner". Den bølge rider hun åbenbart stadig højt på, hvis man skal dømme efter versene på Watch Me Do, der fortæller om hendes rigdom og skønhed. Singlen kan findes på hendes kommende album Thank You, der udkommer i denne måned.


Biffy Clyro (billedet) - Wolves Of Winter


Det hårdtslående orkester udgiver deres syvende album Ellipsis til sommer, og i den anledning falder en sindsoprivende førstesingle. Den engelske trio har indspillet med produceren Rich Costey, der også står bag udgivelser af Muse, Mew og Sigur Rós. Sangen står i ulvenes tegn med vrede guitarflader, stacceret vokal og breaks, der kontinuerligt bryder ned og bygger op.


Young Thug - Digits


Den produktive amerikanske rapper spyttede sidste mixtape af trilogien Slim Season ud i slutningen af marts. Med svælgende synths, knitrende trommer og hans karakteristiske fordrukne vokal. På Digits har han den store lommeregner fremme, tæller op, spenderer og bryder ned. Debutalbummet Hy!£UN35 skulle efter sigende udkomme til sommer.




Bob Dylan - Melancholy Mood


Bob Dylan har lagt blyanten på bordet og synger i stedet sange skrevet af andre på sit kommende album Fallen Angels. Den første smagsprøve er skrevet af Walter Schumann og Vick R. Night, Sr. På sidste års udgivelse Shadows In The Night fortolkede musikeren en håndfuld sange af crooner-legenden, Frank Sinatra, og at dømme efter førstesinglen rider han således videre på bølgen af svalende crooning.


HC - Come Into My Room


Helmet Compass slår dørene op til legestuen på Come Into My Room, der på én og samme tid er både flabet, tilbagelænet og energisk. Den danske trio fører lytteren ind i et univers, hvor døsig vokal, legesyg instrumentering og dansable rytmer er omdrejningspunkt. På mange måder et nummer, der minder om et lydklip fra Blurs storhedstid med fodfæste i halvfemsernes humoristiske happy go lucky-distance.


Deftones - Heart/Wires


Det er fire år siden, at det californiske rockorkester udgav albummet Koi No Yokan, og opfølgeren Gore skulle egentlig have været på gaden sidste år, men der skulle gå et halvt år endnu, før der blev lagt sidste hånd på værket. I mellemtiden kunne orkestret afsløre, at albummets udtryk var både "berusende" og støbt af forskellige stemningsbilleder. Heart/Wires bliver således også indledt af ambiente og minimalistiske klange, der udmunder i et melankolsk vredesudbrud.




Mont Jake - Shadow
 

Tidligere Mont Oliver-medlem Jacob Hammershøj har fået fornemt selskab af Wu Tang Clan-rapperen Masta Killa, og det er endda på sangerens førstefødte. Han har skrevet kontrakt med pladeselskabet Island Records og kommer dermed i folden med navne som Disclosure og Ben Howard. Shadows har elektronisk smidighed, skarpe kanter og den rette portion swag.

ANNONCE