Nyhed

Live-sessions: Saint Cava, Molly og Mattis er klar til Spot Festival

Saint Cava, Molly og Mattis er blandt de mange kunstnere, der står til at optræde, når Spot Festival løber af stablen

De danske stjernefrø får ekstra opmærksomhed, når Spot Festival på torsdag så småt begynder at løbe af stablen. Her bliver der sat "spotlys" på cremen af den danske undergrund, som får mulighed for at networke og muligvis komme tættere på stjernerne.

Spot Festival har sat fokus nogle af de optrædende kunstnere på forhånd via Spot Live Session. Som opvarmning til, at festivalen går i gang, kan du se tre af de lovende kunstnere her: Saint Cave, Molly og Mattis.

 
Saint Cava

Saint Cava består af sangerinde Erika Casier og producer Andreas Waze. Sammen har de skabt en del buzz omkring deres eksperimenterende og elektroniske r&b. Sidste år spillede duoen på blandt andet Roskilde Festival og Trailerpark Festival. På sidstnævnte konkluderede anmelder Ivan Rod om Erika Casier: "Netop hendes omgang med r&b rummer således et stort potentiale." Læs anmeldelsen her.

Saint Cava er signed på det danske label Forbandet Ungdom, som også står bag både S!VAS og Ukendt Kunstner. De spiller fredag den 29. april, klokken 19.15, på Godsbanen.

 

 
Molly

Med inspiration hentet fra bands som Hüsker Du, Sugar og Dinosaur Jr. leverer københavner-trioen Molly en gang upoleret rock med klare referencer til den alternative amerikanske 80’er- og 90’er-scene. Gruppen har siden dannelsen i 2012 spillet sig op fra den københavnske undergrundsscene til Roskilde Festival-gig i sommeren 2015 og tog i efteråret på Europa-turné med australske Dune Rats.

I januar var de sammen med andre kunstnere på plakten i Lille Vega. Her skrev anmelder Rosa Louise Stilgren i sin firestjernede anmeldelse: "En sky af sved, spyt og stikkende vanvidsøjne leverede orkestret hårdhændet deres numre, der balancerede mellem melodiøst rock og udtryksfuld punk."


Molly har netop udgivet albummet "Sunshine Seems Important". De spiller søndag den 1. maj, klokken 00:45, på Radar.


 

Mattis

Mattis er en helt ny dansk kunstner, som endnu har sin første udgivelse til gode.
Som medlem af forskellige bands har han tourneret i store dele af verden, men som soloartist er Mattis et helt ubeskrevet blad. Han har tidligere haft sin gang i Dinosaur Machine fra Helsingør samt rockbandet Vomit Supreme med Frederik Valentin (Rock Hard Power Spray, Complicated Universal Cum) i front.

Det sidste års tid har Mattis sammen med producer Ole Brodersen udviklet et unikt univers til at indramme sin markante stemme, der emmer af dybde og personlighed. Sangene er skrevet sammen med engelske og amerikanske sangskrivere, som har leveret hits til blandt andre Kanye West, Rihanna og Jay-Z.


Musikken beskrives bedst som alternativ pop med storladne organiske produktioner, inspireret af både soul, rock og elektronisk musik.

Mattis’ optræden på Spot Festival bliver hans officielle debutkoncert. Den finder sted lørdag den 30. april, klokken 22.45, på Atlas.

ANNONCE