Amerikanske The Dead Weather optræder med materiale fra det kommende album for første gang
Jack White har de seneste døgn været i vælten for at have været oppe at toppes med trommeslageren i The Black Keys, Patrick Carney, omend de to nu angiveligt er på god fod med hinanden igen. Heldigvis har White også holdt fokus på musikken, da han i aftes havde sit band The Dead Weather med på amerikansk tv, hvor de optrådte i "The Late Show with Stephen Colbert" med singlen "I Feel Love (Every Million Miles)", som er at finde på bandets kommende album "Dodge and Burn", der bliver sendt på gaden 25. september.
Det visuelle udtryk i optrædenen er med både grå og lilla nuancer, hvilket hænger direkte sammen med artworken på det nye album, ligesom også "I Feel Love (Every Million Miles)" lyder meget typisk som The Dead Weather, mens også lyden på guitaren er umiskendelig Jack White.
The Dead Weather blev dannet tilbage i 2009 af Jack White (trommer), The Kills' Alison Mosshart (vokal), Dean Fertita (guitar) fra Queens of the Stone Age og Jack Lawrence (bas) fra The Racounteurs, og de lagde yderst produktivt fra land med "Horehound" i 2009 med "Sea of Cowards" som opfølger året efter. Begge albums modtog pæne anmeldelser i GAFFA, specielt "Sea of Cowards" blev velmodtaget med fem stjerner.
Siden udgivelsen af "Sea of Cowards" i 2010 har medlemmerne haft travlt med deres respektive hovedprojekter, Jack White har blandt andet udgivet to solo-albums, men gennem årene har de løbende fundet tid til at udgive et par singler, der også er at finde på det kommende album.
Se optagelsen af "I Feel Love (Every Million Miles)" her: