Konsulentvirksomhed spår tilbagegang for de danske koncertarrangører og festivaler
På trods af at den danske festival-scene fik en ny spiller i 2015, i form af Tinderbox, udebliver væksten i markedet for live-musik. Ifølge en ny undersøgelse fra PwC vil det danske marked for live-musik således falde frem mod 2019, mens markedet for indspillet musik overraskende nok vil stige i en årrække for så at falde igen i 2019. Samlet set betyder det, at væksten i det danske musikmarked står stille de kommende fem år.
"Udviklingen i markedet for indspillet musik og live-musik fortsætter med at udvikle sig i hver sin retning, og modsat den globale tendens ser vi, at det danske marked for indspillet musik stiger en smule, mens det omvendte sker for markedet for live-musik. Dermed står omsætningsvæksten i markedet samlet set i stampe de kommende år," fortæller Leif Ulbæk Jensen, der er partner og medieekspert i PwC.
Til sammenligning vil det globale marked for live-musik stige med en hastighed, der kompenserer for tabet på markedet for indspillet musik. Det øger samlet set omsætningen med en gennemsnitlig årlig vækst på 0,8 procent fra 2014 til 2019.
I de øvrige nordiske lande klarer markedet for live-musik sig også noget bedre end i Danmark. I Sverige kan man for eksempel se frem til en gennemsnitlig årlig vækst på hele 4,4 procent frem mod 2019 inden for live-musik.
Det går dog fortsat hurtigt med væksten i brug af streaming-tjenester. Globalt steg omsætningen fra streaming med 31 procent i 2014. Samme udvikling er sket på det danske musikmarked, der oplevede en vækst på hele 35 procent i samme år.
Frem mod 2019 vil væksten fortsætte globalt med cirka 11 procent om året, hvorimod danskerne vil downloade mindre fremover, så her vil der være et fald på cirka otte procent årligt frem mod 2019.
"Streaming bliver stadigt mere populært, og i takt hermed er presset begyndt at vokse på udbyderne af streaming-tjenesterne, og flere af de store pladeselskaber er begyndt at stille spørgsmål ved, om niveauet for reklamestøttet musik er blevet for højt," fortæller Leif Ulbæk Jensen.
De danske streaming-platforme, Spotify, Wimp og TDC Play lægger stor vægt på lokale kunstnere, hvilket har været positivt for de danske musikere. Ifølge selskaberne selv er mere end halvdelen af deres streaming fra danske kunstnere som Medina, L.O.C. og Rasmus Seebach.
Prognosen er bygget på data og vurderinger fra eksperter fra en række store internationale virksomheder inden for branchen, herunder Bundesverband Musikindustrie (Tyskland), Syndicat National de l'Edition Phonographique (Frankrig), Recording Industry Association of America (USA), Ovum, Informa Telecoms & Media og PwC.
Undersøgelsen indeholder tal for underholdningsbranchens indtjening fra 2010-2014 samt forudsigelser om vækstudviklingen i branchen fra 2015-2019.