Norske Kuuk og danske Yung var blandt torsdagens højdepunkter
Se en stor billedserie fra aftenen her
GAFFA er som vanligt til stede på den store showcase-festival by:Larm i Oslo, hvor især nordiske artister har mulighed for at vise sig frem for både branche og publikum. Denne aften startede med udnævnelsen af årets vinder af Nordic Music Prize, hvor finske Mirel Wagner løb med hæderen for sit intense mørke album "When the Cellar Children See the Light of Day". Herefter gik det løs med koncerterne.
Lovende elektroniske svenskere
Den svenske producerduo Gidge stod først på programmet. De var hurtige til at få skabt en intens atmosfære i Red Bull Music Academy-teltet, hvor de dybe frekvenser gjorde sig utrolig godt i deres to mands set-up. Gruppen har blot debuten "Autumn Bells" i bagagen fra 2014. En mørk, men også utrolig organisk plade - og det kom bestemt også til udtryk live. Lyduniverset havde mange ligheder med den mere afdæmpede og detaljeorienterede dubstep, som man ser den hos Burial, hvor især de fragmenterede og voldsomt forvrængede vokalsamples udsmykker på samme måde. "Untrue" må i hvert fald stå på duoens pladehylde hjemme i Umeå, Sverige.
Over nogle relativt lave bpm (beats per minute) og tunge synth-ostinater indhyldede gruppen os i en nærmest stoflig verden med doseringer af lydmanipulerede bølger og fuglekvidder. Det eneste, der glippede et par gange var nogle lidt for ufokuserede mix - ellers virkede Gidge som et fint sted at gå hen, når du har brug for lydlige vidder.
Flad støjpop (uden støj)
Den norske støjpop gruppe Maribel gav den herefter op i Kulturhusets kælder - et gammelt betonlokale med en desværre lidt begrænset akustik (til formålet). Om det var meningen, at de ikke ville overdøve folk, var svært at greje, men den ellers vanligt vældig støjede poplyd, der for eksempel er at finde på gruppens udmærkede skive, "Aesthetics", var svær at få øje på til denne koncert. De to kvinder og to mænd, der var at finde på scenen, gav den op med trommer fra maskine, (lavmælte) guitarer, tamburin og samples. Derudover gik frontvokalen på omgang mellem bandmedlemmerne.
Normalt har referencer til Cocteau Twins været lige for, men her faldt lyden lidt ned mellem to stole. I hvert fald kunne guitarerne godt have været skruet mindst op til det dobbelte. Det kom desværre også til at udstille vokalen som en kende usikker, når den ikke var indhyllet i et kantet sko-beskuende støjunivers, der kun havde en udsmykkende karakter under dette sæt.
Kuuk i computeren
Herefter bevægede GAFFAs udsendte os ud på ukendt territorie ved at besøge det lille spillested John Dee, hvor norske Kuuk tog scenen. Kuuk er, for de uindviede, slang for "pik" på norsk, og det er en rap-duo med stærke feministiske/samfundskritiske referencer og en selvironi på størrelse med Eiffeltårnet (fallos reference ikke intenderet). Bevæbnet med dj, synth, bassist og trommeslager indtog de to performere Mira Berggrav Refsum og Ragna Solbergnes scenen med stor energi. Det var noget af et nossespark at være vidne til deres koncert, hvor de iklædt tydeligt provokerende outfits, stars and stripes i henholdsvis badedragt og spandex, bestemt ikke var ikke blege for at udstille sig selv med konstant provokerede bevægelser med stærke undertoner.
Der blev flere gange nærmest lavet et live mashup af flere sange, hvor både temasangen til "Rap Fyr i LA", Labelles "Lady Marmelade", The Fugees' "Ready or Not" og The Prodigys "Smack My Bitch Up", blev citeret undervejs. Af og til blev det også næsten som at høre en kvindelig udgave af Rage Against the Machine, når især bassen på slap var i centrum. Bandet havde ligeledes en fremragende energi og supplerede fint frontduoens aggressive punchlines, der af og til nærmest blev spyttet ud. Der blev også kastet provokerende fagter af den fugtgivende slags og nærmest "leget" mellem de to frontfigurer, der kulminerende med en stage-dive ud over et tætpakket publikum i den lille klub. Det, der stod tilbage, var deres repeterende udmelding: "Oslo trenger kuuk", og det skal vi så også lige love for, at vi fik.
Hvæsende desperation
Oven på den melding må man nok erkende, at vi havde brug for en lille skarp til at dulme nerverne og tage oplevelsen ind. Det fandt sted på den lille klub, Mono, hvor danske Yung var blevet fløjet ind til at fylde pladsen fra Pretty Vicious (UK), der måtte melde afbud. Det viste sig at være et godt bytte, for det var en ekstremt fokuseret garagerockgruppe, der tog scenen. Med stor iver tog de scenen med forsanger Mikkel Holm Silkjær i front med sin hvæsende vokal og historier af mere eller mindre desperat karakter, der blev suppleret voldsomt fint af et tight og velspillende band.
De 30 minutters change over, der er mellem hver koncert på by:Larm, medvirkede her en smule til, at gruppen tydeligvis ikke var helt tilfreds med lyden. Det påvirkede oplevelsen undervejs i den lille klub, men de formåede flere gange at hive os helt med ind i deres riff-baserede univers, hvor hvirvelvinde af rytmiske beats konstant var med til at skabe fremdrift - for eksempel en omskiftelig sag som den velkomponerede "Nobody Cares". God performance fra aarhusianerne, der åbenlyst tager deres ting alvorligt.
Gospelpop til æteren
Aftenen sluttede med en omgang dugfrisk gospelpop fra svenske Sabina Ddumba. Med sig på den store scene på Youngstorget havde hun et velspillende otte-mands orkester, der løftede oplevelsen. Sabina Ddumbas lyd virker utrolig bred i den mest positive forstand. En af de første singler, "Scarred For Life", er for eksempel spillet langt over de to millioner gange på Spotify, og det er da også tydeligt at høre hvorfor. De tre korsangere, der var på scenen, var med til for alvor at løfte lyden i den store sal, men det havde også den virkning, at Sabina Ddumbas egen stemme forsvandt en kende i det, og den kom af og til til at fremstå en smule spinkel. Om det var en forkølelse (det er jo den tid på året) eller konteksten (overskyggende dygtige korsangere), så forsvandt hun af og til i lydbilledet.
Der var rytmiske referencer til popkoryfæer som eksempelvis Michael Jackson med dennes "They Don't Care About Us". Også den nye soulede single "Effortless" fik vi, og igen hørtes det internationale potentiale. Der er rigeligt af radiomateriale her - forhåbentlig får Sabina Ddumbas egen karakter lov til at stå en smule mere frem i lydbilledet fremover, for på TIDAL Main Stage blev hun en smule overset i den storladne produktion.
