Retsmediciner afslører årsagen til Static-X-forsangerens død i november
Det var et farligt miks af alkohol og receptmedicin, der den 1. november 2014 slog den kun 48-årige forsanger i metalbandet Static-X ihjel. Det fortæller en rapport fra San Bernadino Countys retsmediciner.
Wayne Richard Wells, bedre kendt som Wayne Static, havde, inden han var gået i seng klokken syv om morgenen den 1. november, taget en halv pille af 30 mg oxycodon, som er et stærkt smertestillende middel. Han havde desuden drukket en ukendt mængde alkohol.
Wells' kone vågnede omkring klokken 15.30 og fandt sin mand død i sengen, hvorefter hun ringede efter en ambulance. Wells' død blev bekræftet klokken 16. Der var ingen mistanke om, at en forbrydelse havde fundet sted.
Enke: Det var ikke selvmord
Ud over oxycodon og alkohol havde Wells både hydromorphon og alprazolam i blodet. Hydromorphon er et smertestillende middel tæt beslægtet med morfin, mens alprazolam, af mærket Xanax, er et beroligende middel, som bruges ved blandt andet angst.
Ifølge enken brugte metalsangeren både alkoholen og medicinen for at mindske panikangst. Han tog Xanax dagligt, og Wells mor mente, alkoholen havde været et problem i cirka to år. Wells kone og mor mente ikke, han var selvmordstruet.
Både Wayne Static og hans kone havde tidligere kæmpet med et stofmisbrug af kokain og ecstasy, men hans kone forklarede, at de begge havde stoppet med at tage stoffer i 2009.
Store inden for "nu metal"
Static-X blev et af de mest populære navne inden for "nu metal"-bevægelsen med mere end én million solgte eksemplarer af debutalbummet fra 1999, "Wisconsin Death Trip", med hittet "Push It".
Static-X udgav fem studiealbummer mere, det sidste "Cult of Static" i 2009. Bandet blev opløst kort efter, blev gendannet i 2012 med et nyt lineup og endeligt opløst i juni 2013.
Wayne Static udgav sit første og eneste soloalbum "Pighammer" i 2011.